Bitcoin gå hjem og læg dig: Disse 10 kryptovalutaer gav bedst afkast i 2017
Kursen på Bitcoin steg med over 1.000 pct. i 2017. Men det er intet imod den kryptovaluta, der steg mest.
2017 var et vildt år for kryptovalutaerne med store kursstigninger og -fald. Mest talte vi om Bitcoin, der i 2017 alene steg med over 1.000 pct. og nåede en rekordpris på næsten 120.000 kr. for én Bitcoin i midten af december.
Men Bitcoin er slet ikke i nærheden af at være den kryptovaluta, der steg mest i 2017. Det gjorde Ripple med ca. 36.000 pct. Det viser en måling fra CoinMarketcap. Prisen på Ripple er steget fra 0,04 kr. pr. Ripple (XRP) til ca. 17 kr. i året, der er gået.
Faktisk må Bitcoin ”nøjes” med en 8. plads på listen over de kryptovalutaer, der har præsteret bedst i 2017. Derfor kan det måske synes som en svag præstation af Bitcoin sammenlignet med sine nye kryptobrødre, men sat i forhold til, at det amerikanske Nasdaq-indeks steg med 25 pct. i 2017 - så har Bitcoin alligevel præsteret ganske godt.
Og selvom Ripple banker Bitcoin på præstationen i 2017, er sidstnævnte stadig den absolut største kryptovaluta målt på markedsværdi. I øjeblikket lyder den på ca. 1.5 billioner kroner. Ripple er hensat til 2. pladsen med en markedsværdi på ca. 663 mia. kr.
I slutningen af 2017 var der næsten 1400 kryptovalutaer i omløb med en samlet markedsværdi på 4,3 billioner kroner. I starten af 2017 var denne markedsværdi kun 118 mia. kr. En stigning på næsten 3.300 pct.
Som 2017 sluttede var der 33 kryptovalutaer med en værdi på over 6 mia. kr. 19 andre havde en markedsværdi på over 3 mia. kr.

