Fortsæt til indhold

Afsløring: Danske Bank-chef blev forfremmet til kæmpejob, lige før hvidvaskskandale fældede ham

Der var så stor tilfredshed med Lars Mørch i Danske Bank, at han blev udvalgt til en ny toppost i banken. Men så landede Finanstilsynets undersøgelse af hvidvaskskandalen på bankens bord.

Lars Mørch blev forfremmet, umiddelbart inden Finanstilsynets sønderlemmende hvidvaskkritik blev sendt til Danske Banks ledelse. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen.
Finans

Umiddelbart inden Danske Banks hvidvasksag fældede Lars Mørch, blev den daværende bankdirektør forfremmet til en stor stilling i banken.

Han er den eneste af bankens topfolk, som har mistet jobbet på grund af sagen, som handler om hvidvask for mindst 25 mia. kr. igennem Danske Banks estiske filial i perioden 2010-2014.

Finans erfarer fra to af hinanden uafhængige kilder, at Lars Mørch var udvalgt som en af blot fire stærke chefer under topchefen, Thomas F. Borgen, idet han skulle stå i spidsen for forretningsområdet personal og business banking i Danmark.

Den nye ledelse var udpeget, og personkredsen informeret. Men så modtog Danske Bank den 12. marts en foreløbig afgørelse på Finanstilsynets store hvidvaskundersøgelse, som rettede en sønderlemmende kritik mod banken.

Udover flere fratrådte medarbejdere ramte Finanstilsynets kritik ikke mindst Thomas F. Borgen og Lars Mørch. De havde ansvaret for bankens estiske filial, imens hvidvasken fandt sted.

Ifølge Finans’ oplysninger var kritikken af en sådan kaliber, at formand Ole Andersen og den øvrige bestyrelse besluttede, at den skulle have personalemæssige konsekvenser. Løsningen blev at skille sig af med Lars Mørch, mens man ville beholde Thomas F. Borgen.

To en halv uge efter, at Danske Bank modtog tilsynets foreløbige afgørelse, udsendte Danske Bank den 5. april en fondsbørsmeddelelse om, at Lars Mørch havde opsagt sin stilling. Banken skrev, at han ville blive fritstillet »snarest«, men formelt afslutte ansættelsen i oktober 2019. Ifølge Finans’ oplysninger dækker dette over, at Mørch reelt blev fyret, men han beholder sin løn indtil slutningen af 2019. Dermed får han en økonomisk kompensation i niveauet 15 mio. kr. for at tage skraldet for hvidvasksagen.

Dagen efter – den 6. april – annoncerede Danske Bank en større ledelsesrokade, som altså ifølge Finans’ oplysninger var en plan b udarbejdet på kort tid.

Finanstilsynets endelige rapport om hvidvaskskandalen blev offentliggjort i sidste uge.

Danske Banks pressechef, Kenni Leth, oplyser, at banken ikke har nogen kommentar.

Artiklens emner
Hvidvask i Danske Bank
Hvidvask