Fortsæt til indhold

Forsikringskonkurs kan suge garantifond tom for penge

Finans
/ritzau/FINANS

Garantifonden, der skal dække kunderne, hvis et forsikringsselskab går konkurs, står til at få suget egenkapitalen ud af sig. Sådan er udsigterne for Garantifonden, efter at forsikringsselskabet Alpha Insurances i maj er gået konkurs.

Det skriver Finanswatch.

Netmediet skriver, at egenkapitalen i Garantifonden i forvejen er lavere end lovkravet på 300 mio. kr., og at den ved udgangen af 2017 lød på 256 mio. kr., efter at et andet forsikringsselskab, Gable Insurance, gik konkurs i december 2016.

- Vi har 250 mio. kr. Gable ser ud til at komme til at koste os i omegnen 225 mio. kr., hvis vi forestiller os, at Alpha bliver lidt dyrere, i og med at de er 30 gange større, så er svaret nærliggende, siger Torben Weiss Garne til Finanswatch. Han er underdirektør i Forsikring & Pension og en del af garantifondens sekretariat.

Han påpeger, at man skal ud og skaffe flere penge.

- Vi har 250 mio. kr. liggende i obligationer. Derudover har vi også muligheden for at optage lån med statsgaranti, så det er ikke sådan, at vi løber tør for penge. Men vi har et større sug i kassen, end jeg troede, vi skulle, siger Torben Weiss Garne til Finanswatch.

Artiklens emner
Forsikring & Pension
Torben Weiss Garne