Kommuner misser milliarder på forældede investeringsstrategier
Langt størstedelen af kommunernes rekordstore opsparing på 44 mia. kr. er investeret i realkreditobligationer med elendigt afkast og stigende risiko. Det er spild af borgernes penge, lyder kritikken.
En gammeldags tilgang til investeringer resulterer i, at kommunerne går glip af milliarder af kroner.
Sådan lyder det fra finanskoncernen Alm. Brand, der i en ny rapport vurderer, at kommunerne tilsammen kan score 1,1 mia. kr. ekstra om året i afkast, hvis man som andre professionelle investorer indretter investeringerne efter de historisk lave renter.
»Kommunerne kan øge afkastet med over 1 mia. kr., som man kan bruge til skoler, ekstra pædagoger eller skattelettelser. Det kan ske, uden at man behøver at ændre lovgivningen, og uden den samlede risiko bliver mærkbart større,« siger Jacques Skovgaard, direktør i Alm. Brand, der er kapitalforvalter for ca. 15 danske kommuner.
Kommunerne har over de senere år opbygget en rekordstor opsparing på 44 mia. kr. 80-90 pct. af pengene er ifølge Alm. Brand investeret i danske realkreditobligationer. Det var ifølge Jacques Skovgaard en god idé for år tilbage, hvor realkreditobligationer var lig med stabile afkast og lav risiko. Men i dag er det afkastet, der er minimalt, mens risikoen er steget betragteligt.
Derfor opfordrer banken kommunerne til at sprede investeringerne, så f.eks. aktier og virksomhedsobligationer kommer til at fylde mere.
»Der er to problemer. For det første giver realkreditobligationerne et meget lille afkast. For det andet vil markante kursfald på danske realkreditobligationer gøre afsindig ondt, fordi de udgør så stor en del af deres investeringer,« siger Jacques Skovgaard.
Vi kunne godt have brug for noget professionel hjælp til at rådgive os i den ene eller anden retning.Marie Stærke (S), borgmester i Køge
CBS-professor Ken Bechmann mener, at kommunerne investerer gammeldags, når de satser entydigt på realkreditobligationer.
»Mange kommuner er relativt store investorer, og så må man også forlange, at de har en moderne og professionel tilgang til investeringerne. Det handler både om, hvordan man reducerer omkostningerne, hvordan man spreder risikoen, og hvordan man i sidste ende samlet set opnår et fornuftigt afkast,« siger Ken Bechmann.
Køges borgmester, Marie Stærke (S), hilser indsparket velkommen.
»Som kommunalpolitikere ved vi nærmest intet om det, og vi træffer nogle ret store beslutninger på vegne af mange menneskers skattekroner. Vi kunne godt have brug for noget professionel hjælp til at rådgive os i den ene eller anden retning,« siger hun.
KL’s formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), har til gengæld ikke meget fidus til fagfolkenes opråb.
»Jeg er med på, at der er nogle nuancer i det, men grundlæggende er realkreditobligationer stadig et ret sikkert papir. Og det vigtigste budskab er, at man ikke skal gamble med de skattekroner, der ligger i kommunekasserne og venter på at blive brugt,« siger han.


