Nu reagerer kommuner på hvidvaskskandalen: »Vi vil have en bank, som opfører sig ordentligt«
Albertslund Kommune vil opstille etiske krav til sin bankforbindelse. Både Københavns og Frederiksberg Kommune vil undersøge muligheden for at skille sig af med Danske Bank som bankforbindelse.
Hvidvaskskandalen i Danske Bank kan komme til at koste banken kommuner som kunder. Københavns, Albertslund og Frederiksberg Kommune har sat gang i et arbejde, der kan resultere i, at de tre kommuner i sidste ende vinker farvel til banken.
Albertslund Kommune vil i forbindelse med et kommende udbud af kommunens bankforretning opstille etiske krav, og det kan potentielt sende Danske Bank i den kommunale skammekrog.
»Det gør vi i lyset af den verserende sag, som Danske Bank er involveret i, og de sager som andre banker har været involveret i,« siger Steen Christiansen (S), der er borgmester i Albertslund Kommune.
Det er et næsten enigt byråd, der står bag ønsket om de skærpede krav til den bank, som kommunen bruger.
»Vi ønsker at sende et kraftigt signal til den danske bankverden om, at ordentlighed i forretningen er rigtig vigtig, når man som de store danske banker er en samfundsbærende institution,« siger Steen Christiansen.
Vil I af med Danske Bank?
»Vi vil have en bank, som opfører sig ordentligt. Både nationalt og internationalt. Den måde, Danske Bank har opført sig på især i Estland, får alarmklokkerne til at ringe,« siger Steen Christiansen.
Så du helst personligt, at Danske Bank ikke vinder det nye udbud?
»Nu skal jeg være med til at træffe beslutningen om, hvilken bankforbindelse vi skal have, og der vil jeg se på buddene. Der skal vi se objektivt på det, så jeg kan ikke udelukke nogen på forhånd.«
Hvordan de endelige krav til kommunens kommende bankforbindelse skal se ud, er endnu uvist. Det er netop det, som kommunens embedsfolk skal se på. Beslutningen om, hvilken bank der fremover skal håndtere kommunens pengesager, vil bliver truffet i april 2019.
I Frederiksberg Kommune har man ikke Danske Bank som sin primære bankforbindelse, men i kommunen har politikerne bedt forvaltningen om at undersøge en række ting i forhold til bankforbindelsen. Bl.a. hvad det vil koste at skille sig af med Danske Bank som sekundær bankforbindelse.
Jørgen Glenthøj (K), der er borgmester i Frederiksberg Kommune, oplyser, at man vil bruge denne viden til at tage stilling til, hvad der videre skal ske.
På Twitter skriver Frank Jensen (S), overborgmester i Københavns Kommune, at kommunen er ved at undersøge muligheden for at opsige samarbejdet med Danske Bank.
Danske Bank kommenterer ikke specifikke kundeforhold, men har følgende kommentar:
»Det er meget forståeligt, at der er kommuner, der overvejer nye retningslinjer i forbindelse med udbud på baggrund af de senere års sager i sektoren, herunder senest Estland-sagen. Vi kan desværre ikke ændre på, hvad der er sket tilbage i tid, men vi kan sørge for, at Danske Bank aldrig havner i en lignende situation igen. Det, der skete i Estland-sagen, er ikke den bank, vi på nogen måde ønsker at være. Vi har haft et årelangt godt samarbejde med kommuner over hele landet, og vi bestræber os på at gøre en positiv forskel i de lokalsamfund, hvor vi er til stede. Det, håber vi, naturligvis kan fortsætte,« siger Niels Bang-Hansen, vicedirektør i business banking, Danske Bank.