Fortsæt til indhold

De vigtige velhaverkunder vil ikke mere - dumper Danske Bank

For to år siden var Danske Bank de danske velhaveres foretrukne bank. Nu er den dumpet ned som dårligst af de fem storbanker, viser en ny måling.

Hvidvasksagen i Danske Bank - som bestyrelsesformand Ole Andersen (tv.) og daværende adm. direktør Thomas Borgen præsenterede for offentligheden i sidste måned - er ikke faldet i god jord hos de velhavende kunder. Arkivfoto: Stine Bidstrup
Finans

På rekordtid er Danske Bank gået fra at være de velhavende kunders foretrukne bankforbindelse til at være dårligst blandt storbankerne.

En dugfrisk måling fra det anerkendte konsulenthus Prospera sender Danske Bank ned på femtepladsen i en måling af bankernes private banking-afdelinger, der servicerer landets rigeste kunder.

»Det er selvfølgelig aldrig sjovt, når man dropper fra en anden- til en femteplads,« siger Lars Ellehave-Andersen, direktør for private banking i Danske Bank, om målingen og angiver hvidvasksagen som forklaringen på udviklingen, fordi det specielt er bankens brand og etik, som kunderne giver en ublid bedømmelse.

Velhavere vil gerne være stolte af det, de laver og af dem, de omgås. De vil derfor også gerne have den bedste bank og ikke én, hvor der er noget galt.
Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet

En ekspert er enig i, at hvidvasksagen er problematisk for banken i forhold til de velhavende kunder, som er de mest attraktive for landets banker. De giver en høj indtjening, og bankerne skal ikke binde ret meget kapital for at servicere dem.

»Velhavere vil gerne være stolte af det, de laver, og af dem, de omgås. De vil derfor også gerne have den bedste bank og ikke én, hvor der er noget galt, og hvor man bliver nødt til at forholde sig til hvidvasksagen,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Mens Danske Bank er gået fra første- til femtepladsen på to år, er Nykredit gået fra at være nr. 4 blandt de fem største danske banker i 2016 til at ligge nr. 1.

»Vi var superstolte over, at vi sidste år gik fra en fjerdeplads til en førsteplads, og vi sprudler af stolthed over, at vi nu for andet år i træk ligger nummer et - endda med en endnu bedre vurdering fra kunderne,« siger Martin Gregor Schuricht, direktør i Nykredits private banking-afdeling.

Artiklens emner
Hvidvask i Danske Bank
Danske Bank