Nordea hjalp aktionærer med at omgå børsreglerne
I 00'erne kunne storbanken Nordea via finansielle instrumenter hjælpe kunder med deres behov i forhold til alt fra omgåelse af storaktionærers oplysningspligt over for fondsbørsen til deres bogføring og skatteposition. Det fremgår af en præsentation fra Equity Finance-afdeling i Nordea, skriver Børsen.
Afdelingen hørte under den nuværende ATP-topchef, Christian Hyldahls ansvarsområde, som også stod bag bankens udskældte udbyttehandler, som blev brugt til uretmæssigt at kræve mindst 370 mio. kr. i refusion af udbytteskat.
Personer med kendskab til afdelingen fortæller, at løsningerne var designet til at hjælpe kunderne med at omgå børsreglerne.
- Opfattelsen var, at det var lovligt, men alle var fuldt bevidste om, at det var i strid med ånden i børsreglerne, siger en af kilderne til Børsen.
En af de services, der beskrives, er en struktur til at hjælpe storaktionærer med at sælge aktier i et børsnoteret selskab. Her tilbyder Nordea aktionæren et finansielt instrument, der stiger i værdi, når aktien falder. Dermed bliver aktionæren kompenseret for det kurstab, der ofte er konsekvensen, når aktionærer sælger ud af deres aktieposter.
Sådanne ydelser er dog ikke på hylden i dag, oplyser banken.
- På det foreliggende grundlag minder det ikke om en type service, vi tilbyder i dag, skriver Nordeas presseafdeling i en mail til Børsen.

