Nets vil skrotte faste priser på dankortbetalinger
Nets vil gøre op med faste dankortpriser. Meldingen møder hård kritik fra flere sider. Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), som skarpt har kritiseret Jyske Banks dankort-planer, er tavs.
Nets, der ejer dankortet, vil have politikerne til at droppe årtiers nidkære regulering af dankortpriserne.
I stedet vil den kapitalfondsejede betalingskæmpe - ud fra en overordnet ramme og konkurrencen i markedet - selv have lov til selv at fastsætte den pris, som fysiske butikker skal betale for at lade kunderne svinge dankortet.
»I et betalingsmarked, der udvikler sig så hurtigt, som vi ser, er det relativt ufleksibelt at være låst til, at priserne er noget, som styres politisk fra Christiansborg,« siger Jeppe Juul-Andersen, direktør for dankortet i Nets.
Vi siger nej tak til fri leg med dankortpriserne.
Meldingen sender detailhandlen op i det røde felt.
I dag er der ingen regulering af prisen for dankortbetalinger i netbutikker, og det er bestemt ingen solstrålehistorie, lyder det fra Dansk Erhverv.
»I runde tal er dankortprisen for netbutikker dobbelt så høj som i fysiske butikker. Så vi siger nej tak til fri leg med dankortpriserne,« siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
I specialdetailhandlens største brancheorganisation, Dansk Detail, understreger adm. direktør Jens Birkeholm, at man »ikke har behov for frie dankortpriser« af frygt for prishop, hvis Nets selv sætter priserne.
John Wagner, adm. direktør i brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, fastholder, at den bedste løsning – også samfundsøkonomisk – er regulerede priser.
»Så det er ikke en idé, man skal bruge meget krudt på lige nu,« siger John Wagner.

SF afviser blankt forslaget fra Nets, mens socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, frygter, at Nets blot »jagter at få flere penge i kassen«.
Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, kalder det fair, at Nets lufter idéen om frie dankortpriser.
»Jeg kan bare ikke gennemskue, om det bare handler om et give Nets en blankocheck,« siger han.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) afviser i en e-mail at kommentere Nets angreb på den nuværende prisregulering.
Den nuværende dankortaftale fra 2013 udløber ultimo 2019.