Topchef: På tide at bankerne starter etisk opgør
Finanssektorens moralske oprydning kommer for sent, siger topchef i PFA, Allan Polack, der mener, at han altid selv har været optaget af ordentlighed. Det skriver Børsen.
Allan Polack understreger samtidig vigtigheden af, at debatten om selskabsansvarlighed fremover kommer til at gennemsyre virksomhedskulturen i en konkurrencepræget branche, der fortsat skal fokusere på indtjening.
- Det er meget vigtigt, at den finansielle sektor er kommerciel samtidig med, at den er ordentlig. Konkurrencen i sektoren er stor, og Danmark er et af de steder, hvor konkurrencen er størst. Så man kan kun gøre de her ting, mens man samtidig er kommerciel. Det er den balance, som det er helt afgørende, at man holder, siger Allan Polack til Børsen.
Allan Polack er tidligere bestyrelsesmedlem for Nordeas datterbank i Luxembourg, der har hjulpet kunder med at oprette stråmandsselskaber i skattely. Til spørgsmålet om hans tidligere ageren svarer han, at han altid har været optaget af at drive ordentlig forretning, selvom han ikke vil erklære sig bedre end mange andre. Desuden er det vigtigste nu at kigge fremad.
/ritzau/FINANS