Mobilepay rider på en voksende erhvervsbølge
Mobilepay er hastigt på vej mod 130.000 butikker og webshops. Siden nytår har tjenesten dagligt fået omkring 200 nye erhvervskunder.
Efter flere års tilløb har Mobilepay for alvor knækket koden til det lukrative erhvervsmarked.
Ved årsskiftet havde Mobilepay 120.000 butikker og webshops i kundekartoteket, og siden er der dagligt kommet omkring 200 nye erhvervskunder til, lyder meldingen.
»Vi oplever en kæmpe tilstrømning af mindre erhvervsdrivende. Der er vækst og travlhed på alle linjer,« siger Mark Wraa-Hansen, der har stået i spidsen for Mobilepay siden 2014.
Væksten understreges af, at landets 4,1 mio. Mobilepay-brugere sidste år brugte den populære app til køb af varer og tjenester for 18,4 mia. kr. - svarende til en vækst fra 2017 til 2018 på ca. 84 pct.
Den voksende medvind til Mobilepay vækker næppe jubel i Nets-hovedkvarteret i Ballerup. I hvert fald har Nets, der ejer dankortet, netop meddelt, at man er klar til at sænke dankortpriserne for små erhvervsdrivende med mindre end 5.000 årlige dankortbetalinger.
På erhvervssiden er der masser af potentiale, og ambitionen er klart at fastholde de nuværende vækstrater.Mark Wraa-Hansen, direktør for MobilePay Group
I netop det segment har Mobilepay vist sig meget populært, og spørger man erhvervsorganisationen SMVdanmark, har Nets god grund til at være nervøs.
»Det er billigt, nemt og hurtigt at komme i gang. Derfor kan Mobilepay være et oplagt valg for mange små erhvervsdrivende og især nystartede virksomheder,« siger cheføkonom Lars Magnus Christensen.
Betalingsekspert Henning N. Jensen understreger, at Mobilepay-løsningen her og nu har sine begrænsninger i åben kamp med f.eks. kontaktløse betalingskort.
»Men på sigt tror jeg, at man kan lave en fornuftig business case. Især fordi erhvervskunderne er blevet mere villige til at betale for en professionel løsning,« siger Henning N. Jensen, seniorpartner i firmaet Pluscon.
I Mobilepay, der ejes af Danske Bank, har man ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene.
»På erhvervssiden er der masser af potentiale, og ambitionen er klart at fastholde de nuværende vækstrater,« siger topchef Mark Wraa-Hansen, der ikke ønsker at løfte sløret for konkrete mål for 2019.
Mobilepay-forretningen i Danmark indkasserede i 2017 et underskud på bundlinjen på 52,3 mio. kr. Regnskabet for 2018 er endnu ikke offentliggjort.

