Fortsæt til indhold

Swedbank fyrer dansk topchef efter hvidvaskskandale

Bestyrelsen i Swedbank har fyret danske Birgitte Bonnesen.

Finans

Danske Birgitte Bonnesen er fortid som topchef i Swedbank. Bestyrelsen i den svenske storbank har nemlig fyret hende torsdag formiddag, efter at banken i den seneste tid er blevet hvirvlet ind i en hvidvaskskandale. Det oplyser Swedbank i en fondsbørsmeddelelse.

»Begivenhederne de seneste dage har resulteret i et enormt pres på banken. Bestyrelsen har derfor valgt at afskedige Birgitte Bonnesen. Når det er sagt, har Birgitte Bonnesen i sine tre år som administrerende direktør ydet et vigtigt bidrag ved at skabe en førende digital bank med fysisk tilstedeværelse,« udtaler Lars Idermark, der er bestyrelsesformand i Swedbank, i meddelelsen.

Udviklingen har resulteret i, at handlen med Swedbank er blevet stoppet på børsen i Stockholm. Siden hvidvaskskandalen i den svenske storbank er kommet frem, er aktien faldet med ca. 35 pct. Siden årsskiftet er aktien faldet med næsten 25 pct.

Onsdag blev Swedbanks hovedkontor ransaget af det svenske bagmandspoliti, Ekobrottsmyndigheten. Ud på aftenen kom det derudover frem, at myndighederne i USA er gået i gang med at granske banken efter forlydender om, at der er strømmet 135 mia. euro igennem banken fra højrisikable kunder.

Swedbanks finansdirektør Anders Karlsson er blevet udpeget som midlertidig topchef. Han fortsætter dog samtidig på posten som finansdirektør.

Fyringen kommer på dagen, hvor der bliver afholdt generalforsamling i Swedbank. Swedbank oplyser, at bestyrelsesformanden og den midlertidige topchef vil stille sig til rådighed for medierne, når generalforsamlingen er ovre.

Birgitte Bonnesens karriere i Swedbank strækker sig helt tilbage til 1987. Hun steg helt til tops i Swedbank i april 2016.

Artiklens emner
Swedbank
Birgitte Bonnesen