Sydbank og 33 lokale pengeinstitutter lancerer Apple Pay
Sydbank og 33 lokale pengeinstitutter lancerer i dag betalingsmetoden Apple Pay, som kan bruges i Danmark og udlandet ved betalingsterminaler, der har symbolet for Apple Pay eller kontaktløse kortbetalinger.
Det oplyser foreningen Bokis, der er de lokale pengeinstitutter og landsdækkende bankers fælles indkøbs- og udviklingsselskab på kort- og betalingsområdet, i en pressemeddelelse.
- Vi mærker en stor interesse blandt kunderne for hurtige, nemme og sikre betalingsmuligheder på tværs af pengeinstitutterne i samarbejdet, og Apple Pay har været meget efterspurgt. Så det er en fornøjelse nu at kunne imødekomme kundernes ønske, siger Jan Svarre, formand for Bokis og bankdirektør i Sydbank, i meddelelsen.
Apple Pay, der er en direkte konkurrent til markedslederen på området herhjemme, Mobilepay, der ejes af Danske Bank, fungerer også i forskellige apps og ved køb på internettet og kan benyttes med internationale betalingskort.
Blandt pengeinstitutterne, som onsdag lancerer Apple Pay, er ud over Sydbank blandt andet Alm. Brand Bank, Banknordik og Lån & Spar Bank.

