Amagerbanken-kunder får erstatning for tab på investeringer
Rådgivning til bankkunder i Amagerbanken tog ikke hensyn til risikoprofil, mener Forbrugerombudsmanden.
31 tidligere kunder i Amagerbanken får dækket en del af det økonomiske tab, som de led, fordi de blev rådet til at købe risikofyldte obligationer mellem 2005 og 2008.
Det er resultatet af et forlig mellem Forbrugerombudsmanden, Finansiel Stabilitet og konkursboet efter Amagerbanken.
Sagen drejer sig om salg af virksomhedsobligationer, som havde sikkerhed i lån til en række mindre og mellemstore danske banker.
De gik under navnet Kalvebod-obligationer, men værdien af de papirer blev klemt af flere bankkrak - herunder Amagerbanken.
I rådgivningen til de 31 kunder var der ifølge forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen ikke taget hensyn til, at kunderne ikke ønskede høj risiko i deres investeringer.
- Set i lyset af at Amagerbankens privatkunder havde oplyst, at de havde en lav eller moderat lav risiko, så var bankens rådgivning af kunderne hverken relevant, retvisende eller fyldestgørende.
- Mangelfuld rådgivning medfører erstatningsansvar, og det er baggrunden for, at jeg har indgået forliget, siger hun i en pressemeddelelse.
De 31 kunder får tilbudt at få dækket 60 procent af deres tab.
Henrik Bjerre-Nielsen, direktør for Finansiel Stabilitet, fortæller, at det endnu ikke er opgjort, hvor stor en erstatning der samlet er tale om. Men det vil blive et ”etcifret millionbeløb”.
Amagerbanken gik konkurs for otte år siden efter en stribe store tab på ejendomsmarkedet efter finanskrisen. Den blev overtaget af Finansiel Stabilitet.
Med afgørelsen i sagen med Amagerbanken har Forbrugerombudsmanden afsluttet alle sine sager om Kalvebod-obligationer.
I 2013 indgik 400 kunder i den daværende bank DiBa forlig i sagen. De fik dækket 80 procent af tab.
De 31 bankkunder fra Amagerbanken vil modtage et tilbud om at få udbetalt kompensationen. Det vil ske inden 4. september, oplyser Finansiel Stabilitet.
/ritzau/