Banker tvinges til at spare 1.000 mia. kr. efter nye kapitalkrav
Finansrådet frygter at nye kapitalkrav til bankerne, som skal give dem ekstra stødpude i tilfælde af nye kriser, vil ramme danske banker og i sidste instans kunder såsom boligejere hårdt.
De europæiske banker skal i fremtiden gemme flere penge på kistebunden, så bankerne bedre kan stå imod finansielle kriser.
Helt præcist ventes bankernes kapitalkrav i gennemsnit at blive forhøjet med 24,4 procent, når et nyt sæt kapitalkrav - kendt som Basel IV-krav - er fuldt indfaset i 2027. De træder i kraft fra 2022.
Sådan lyder en prognose fra Den Europæiske Bankmyndighed (EBA), der er vagthund for EU's banker.
Det forhøjede kapitalkrav svarer til omkring 135,1 milliarder euro eller 1008 milliarder kroner.
Det er penge, der kan komme via opsparing - for eksempel ved at gemme overskud - eller ved at hente penge på finansmarkederne.
Basel IV-kravene blev vedtaget i 2017 og skal sikre, at banker er mere modstandsdygtige i krisetider.
Ifølge EBA er det primært store banker, som opererer på globalt plan, der vil blive ramt af de nye krav. Det vil kun i mindre grad ramme små banker.
Hos Finans Danmark, der repræsenterer danske banker og realkreditinstitutter, er direktør Ulrik Nødgaard uenig i, at det primært er de store banker, der rammes.
Han henviser til en tidligere prognose, som blandt andet Nationalbanken, Finanstilsynet og finanssektoren stod bag.
I den vurderes kapitalkravene til den danske finanssektor at stige med 34 procent - altså knap 10 procentpoint mere end i EBA's prognose.
Det vil betyde, at kravene til de største danske banker og realkreditinstitutter vil stige med 78 milliarder kroner.
- Det er en meget stor mundfuld og vil medføre en betydelig milliardregning til både store og små danske kreditinstitutter, siger Ulrik Nødgaard.
- Det vil ramme boligejere og virksomheder og gå ud over væksten og jobskabelsen.
- Samtidig vil det give en usund tilskyndelse til at finansiere højrisiko aktiviteter, mens lavrisikolån straffes, siger han i en pressemeddelelse.
Ulrik Nødgaard mener, at Basel IV-kravene er unødvendige. Han henviser til, at finanssektoren har polstret sig med 100 milliarder kroner ekstra siden finanskrisen.
/ritzau/