Djurslands Bank henter bedste halvårsresultat nogensinde
Der er tilfredshed på direktionsgangen hos Djurslands Bank, der kalder den onsdag offentliggjorte halvårsrapport for den bedste i bankens historie.
Banken præsenterede et basisresultat, der opgøres som resultat før nedskrivninger på udlån, kursreguleringer og skat, på 56,3 mio. kr. - en stigning på 34,9 pct. i forhold til samme periode af 2018.
Rente- og gebyrindtægterne var i første halvår 2019 på 181,7 mio. kr, hvilket er 20,1 mio. kr mere end i samme periode sidste år.
- Indtjeningsstigningen vurderes meget tilfredsstillende, skriver Djurslands Bank i regnskabet og fortæller, at fremgangen primært dækker over stigende gebyrer fra blandt andet omlægninger af boliglån, mens renteindtægterne omvendt faldt marginalt.
Djurslands Bank viser også fremgang i resultatet før skat, der i første halvår steg til 80,9 mio. kr. fra 73 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år.
Dermed er banken også allerede mere end halvvejs i forhold til at indfri sine egne forventninger til hele regnskabsåret.
Banken opjusterede i midten af juli forventningerne, så der nu sigtes efter et resultat før skat på 110-120 mio. kr. mod tidligere ventet 75-90 mio. kr.
Opjusteringen blev blandt andet forklaret med stor aktivitet inden for konverteringer af boliglån.
Djurslands Bank-aktien stiger efter regnskabet med 0,8 pct. til 246 kr.

