Sparekassen Vendsyssel får flere påbud efter hvidvaskinspektion
Sparekassen Vendsyssel skal stramme op på flere områder for at styrke kontrollen på hvidvaskområdet. Det oplyser Finanstilsynet, der har givet en række påbud efter at have været på inspektion i sparekassen.
Et af påbuddene handler om, at sparekassen skal sikre, at compliancefunktionen og den hvidvaskansvarlige organisatorisk skilles ad.
Derudover skal sparekassen kende sine kunder bedre, når det drejer sig om foreninger.
- Endvidere får sparekassen et påbud om at sikre, at der sker legitimering af de reelle ejere i foreninger, og at der gennemføres skærpede kundekendskabsprocedurer, hvor risikoen i kundeforholdet nødvendiggør, at sådanne gennemføres, skriver Finanstilsynet.
Tilsynet konstaterer også, at sparekassens kunder overvåges i et utilstrækkeligt overvågningssystem, idet sparekassens kendskab til kunderne ikke inddrages i overvågningen.
- Sparekassen får påbud om at sikre, at sparekassens viden om kunderne integreres i overvågningen, skriver Finanstilsynet, der også giver et par yderligere påbud.
Det gælder dels at sikre, at risikovurderingen afspejler sparekassens iboende risiko for hvidvask og terrorfinansiering på baggrund af sparekassens valgte forretningsmodel, dels at sikre, at hvidvaskpolitikken afgrænser sparekassens risiko på hvidvaskområdet og er indrettet sådan, at der kan ske rapportering på baggrund af politikken.


