Sampension hentede 24 mia. kr. hjem til opsparerne
2019 var et »fantastisk år«, lyder det fra pensionsselskabet.
Sampension fik vendt investeringsafkastet 180 grader i 2019. Sampension kom samlet igennem det forgangne år med et afkast på 24 mia. kr. til flere end 300.000 kunder og medlemmer. Til sammenligning endte 2018 med et tab på 868 mio. kr.
Det oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse.
Sampension har flere pensionsordninger under paraplyen, og afkastet varierer fra pensionskasse til pensionskasse. Arkitekternes Pensionskasse kom igennem året med et afkast på 10,2 pct., mens medlemmer af ISP Pension fik op mod 15,8 pct. i afkast.
Sampension fremhæver selv, at selskabet har oplevet en stor fremgang i indbetalingerne. De har nu rundet 11 mia. efter en stigning på 8,4 pct.
»Det er meget tilfredsstillende, at indbetalingerne til pension voksede med 875 mio. kr. i 2019, som samtidig var et år med usædvanligt høje afkast til kunder og medlemmer,« udtaler Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension, i pressemeddelelsen.
Mens indbetalingerne er vokset, er omkostningerne gået den anden vej.
»Sampension står godt med stærke tal over de seneste fem år, hvor vi er lykkes med at udvide forretningsomfanget betragteligt, både hvad angår indbetalinger og aktiver. Det er glædeligt, at denne vækst er opnået samtidig med, at vi har realiseret et fald i omkostningerne og har høj kundetilfredshed,« udtaler Hasse Jørgensen.


