Fortsæt til indhold

Ny nedtur for danske aktier

Det toneangivende danske C25 indeks faldt yderligere 2,5 pct. i dag. Både ISS og DSV Panalpina faldt omkring 15 pct.

Finans

Efter mindre stigninger tirsdag, tog det danske aktiemarked tirsdag en ny tur nedad. Det toneangivende C25 indeks faldt med 2,5 pct., og nu faldet med i alt 27 pct. fra toppen for knap en måned siden.

Dagens røde agterlanterne blev ISS-aktien, der faldt hele 15 pct., mens DSV Panalpina fulgte lige efter med et fald på 14,5 pct. ISS er den seneste måned faldet omkring 55 pct., mens markedsværdien af DSV er reduceret 42 pct.

Det danske marked var langt fra alene om at falde onsdag. Kloden rundt var børserne klædt i rødt - fra Australien og Japan til London, Frankfurt og Milano faldt aktiekurserne, og nedturen fortsatte, da børserne ud på eftermiddagen dansk tid åbnede i New York. Her er det brede S&P500 indeks faldet 6 pct., mens Dow Jones efter tre timers handel er faldet hele 6,8 pct.

Dagen igennem har investorerne nøje afvejet effekten af de gigantiske statslige hjælpepakker på den ene side og på den anden side de ødelæggende konsekvenser af coronavirussen. Kursfaldene indikerer, at der er en betydelig usikkerhed om, hvorvidt hjælpepakkerne er stærke nok til at bringe økonomien gennem krisen.

Det britiske FTSE 100-indeks faldt onsdag 3,7 pct., mens det franske CAC 40-indeks dykkede 5,6 pct. tilbage, og det tyske DAX-indeks blev sendt ned med 5 pct. onsdag.

I USA har centralbankens historisk store og uventede rentenedsættelse heller ikke formået at stabilisere markedet. Tværtimod fortsætter kurserne med at falde i takt med, at virksomhederne fyrer titusinder af medarbejdere, og befolkningerne i land efter land bliver omfattet af rejseforbud eller ligefrem udgangsforbud.