Fortsæt til indhold

Nykredit nedskriver for milliardbeløb: »Krisen har efterladt et klart aftryk«

Finanskoncernen Nykredit venter at komme igennem året med et overskud mellem 2,5 og 3,5 mia. kr.

Finans

Coronakrisen har kostet Nykredit et stort underskud i årets første måneder. Den store finanskoncern er kommet igennem årets første kvartal med et minus på næsten 900 mio. kr., viser det kvartalsregnskab som Nykredit har offentliggjort torsdag morgen. Til sammenligning kom Nykredit igennem første kvartal 2019 med et plus på 1,6 mia. kr. på bundlinjen.

»Krisen har efterladt et klart aftryk på det regnskab, som vi offentliggør i dag. Én årsag er, at vi for en forsigtigheds skyld har hensat 1,1 mia. kr. til nedskrivninger for at kunne absorbere en betydelig del af de fremtidige tab som følge af Covid-19, og vi forventer derfor bedre resultater i de kommende kvartaler,« udtaler Michael Rasmussen, der er topchef i Nykredit, i forbindelse med regnskabet.

Udover den store nedskrivning har et voldsomt dyk i Nykredits indtjening fra handel og egen beholdning af værdipapirer trukket bidraget til det negative resultat for kvartalet. Handels- og beholdningsresultatet endte på minus 1,4 mia. kr. mod 679 mio. kr. i samme periode i fjor.

Coronakrisen skygger i regnskabet for, at der er fremgang flere steder i koncernen. Nettorente- og gebyrindtægterne er steget i forhold til de første tre måneder af 2019, og samtidig er Totalkredits udlån steget.

»Som en stor kundeejet finansiel virksomhed – og som SIFI – er en vigtig del af vores samfundsansvar at være klar med lån og likviditet i hele landet – ikke mindst i krisetid. Nu er krisen ved at sprede sig, og jeg er stolt af, at vi den finansielle styrke til at hjælpe de kunder, som er er midlertidigt ramt, og samtidig tage imod nye kunder og øge udlånet på tværs af landet,« lyder det fra Michael Rasmussen.

Inden coronavirussen spredte sig til hele verden og trak en økonomisk krise efter sig ventede Nykredit et resultat for året før skat i intervallet 6,25 - 6,75 mia. kr. Disse forventninger blev som følge af coronakrisen suspenderet den 23. marts, men nu er realkreditkæmpen kommet med nye forventninger. For 2020 venter Nykredit et resultat før skat i niveauet 2,5 til 3,5 mia. kr.

(mio. kr.)Q1 2020Q1 2019
Nettorenteindtægter2.3942.283
Netto gebyrindtægter542484
Wealth Management-indtægter502350
Handels-, beholdnings- og øvrige indtægter-1.394679
Indtægter1.8943.627
Omkostninger1.4201.230
Forretningsresultat før nedskrivninger4742.397
Nedskrivninger på udlån1.312219
Forretningsresultat-8382.178
Forretningsmæssigt udgåede derivattyper-421-219
Periodens resultat før skat-1.2591.959
Periodens resultat-8821.629
Artiklens emner
Nykredit
Michael Rasmussen