Danske Bank-kunder kan være blevet begæret konkurs på fejlagtigt grundlag
Landets største bank har sendt fejlbehæftede oplysninger til landets domstole.
Danske Bank-kunder har i flere tilfælde fået behandlet deres sager ved domstolene på baggrund af forkerte oplysninger. Det drejer sig om fogedsager, konkurser, dødsboer eller i forbindelse med gældssanering. Banken har fundet fejl i 151 af 1.559 undersøgte sager.
Det skriver Berlingske og TV 2 på baggrund af dokumenter, som advokathuset Plesner og revisionshuset EY har udarbejdet for Danske Bank i den verserende gældssag, hvor landets største bank har opkrævet gæld fra kunderne, selv om banken ikke havde krav på det.
Konsekvenserne af, at de fejlbehæftede oplysninger er blevet brugt ved landets domstole, kan f.eks. være, at personer er blevet begæret konkurs på baggrund af forkerte oplysninger.
Danske Bank beklager, at den har sendt fejlbehæftede oplysninger til landets domstole og lover samtidig, at den vil kompensere de ramte kunder.
»Vi har iværksat processer, der skal sikre, at der fremover ikke sendes sager til domstolene, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt data er korrekte. Derudover er der en proces, der skal sikre, at sager, der allerede er indsendt til domstolene, tjekkes, og hvis der er fejl, bliver sagen tilrettet eller trukket tilbage,« skriver Stefan Singh Kailay, pressechef i Danske Bank, i et skriftligt svar til Berlingske.







