Fortsæt til indhold

Finanstilsynet giver fem påbud til Møns Bank

Møns Bank har ikke vist sig tilstrækkelig i at sikre, at banken ikke bliver brugt til hvidvask ved inspektion i februar.

Møns Bank har fået fem påbud af Finanstilsynet. Ifølge banken er der allerede taget hånd om mindst et af påbuddene. Foto: Møns Bank
Finans

Bankerne skal sikre, at de ikke bliver brugt til hvidvaskning. Og lige på det område har Møns Bank ikke vist sig tilstrækkelig. Banken har modtaget fem påbud fra Finanstilsynet efter en inspektion, der fandt sted i februar.

Det skriver TV 2 Øst.

»Efter vores møde med Finanstilsynet i februar er der flere af forholdende, som med vores øjne allerede er ordnede,« siger bankdirektør Flemming Jul Jensen til TV 2 Øst.

Møns Bank har ifølge bankdirektøren også ansat en hvidvaskansvarlig siden inspektionen i februar.

»Finanstilsynet vurderer, at bankens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er normal til høj vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark,« lyder det i Finanstilsynets vurdering.

Samme tilsyn skriver dog også, at banken begrænser sin virksomhed til traditionelle finansielle produkter og tager primært udgangspunkt i sit lokalområde medkunder, som primært er bosat i Danmark.

De fem påbud omhandler bankens håndtering på hvidvaskområdet, herunder risikovurdering, strategiske mål og vurdering af kundeforhold.

Møns bank, der er en af Danmarks ældste banker, har ifølge bankens hjemmeside ca. 20.000 kunder, hvor omtrent 66 pct. af dem bor udenfor bankens oprindelige markedsområde på Bogø og Møn.

Artiklens emner
Hvidvask
Møns Bank