Alm. Brand/CEO: Aftale giver helt nye muligheder for at nå flere
Hos Alm. Brand glæder man sig over salget af Alm. Brand Bank til Sydbank og den samarbejdsaftale, der er indgået som følge af handlen.
Den betyder nemlig, at Alm. Brand får mulighed for at tilbyde sine forsikringsprodukter til Sydbanks omtrent 450.000 kunder.
Og det er den allervigtigste del af aftalen set fra Alm. Brand.
- Det giver os mulighed for at tilbyde forsikringer til alle Sydbanks 450.000 kunder - og dermed ti gange så mange kunder som i vores egen bank, siger Rasmus Werner Nielsen, der er administrerende direktør hos Alm. Brand, til Ritzau Finans.
- Vi kan med samarbejdet tilbyde helt nye løsninger. Allerede fra næste år vil kunderne kunne købe og ændre deres forsikringer fra Sydbanks mobilbank. Det er noget helt nyt, fortsætter han.
Han peger på, at salget af banken giver muligheden for det samarbejde, som er meget vigtigt for Alm. Brands fremtidige muligheder inden for kerneområdet, forsikring.
- At sælge banken nu var en stærk mulighed for at få den samlede aftale med Sydbank. Det er rigtig vigtigt for vores fremtidige indtjening, siger Rasmus Werner Nielsen.
Historisk set har Alm. Brand haft store udfordringer med sin bankforretning, som tidligere gav meget store underskud - og særligt i årene lige efter finanskrisen var en alvorlig klods om benet på selskabet.
I de senere år har banken givet pæne overskud og bidraget til den samlede indtjening for Alm. Brand, men Rasmus Werner Nielsen lægger alligevel ikke skjul på, at den nye aftale med Sydbank er utrolig vigtig.
- Vi har kæmpet for, at banken skulle komme til at lykkes, og det synes jeg, at vi kan se, at den gør nu, siger Rasmus Werner Nielsen.
- Når vi har lavet den her aftale, er det, fordi vi ønsker at nå ud til endnu flere kunder, fortsætter topchefen.
Aftalen har været nogle måneder undervejs, og den giver også på den anden side Sydbank mulighed for at tilbyde bankprodukter til Alm. Brands 400.000 kunder.
- Det har været undervejs i nogle måneder. Det er den tid, det tager med sådan en proces. Og vi har fundet en rigtig god partner, der er villig til at lave en stærk aftale, siger Rasmus Werner Nielsen.
- Det er et gensidigt henvisningssamarbejde, hvor vi får mulighed for at tilbyde forsikringer til yderligere 450.000 kunder, og Sydbank får mulighed for at tilbyde banktilbud til vores 400.000 kunder. Det handler om at få bank og forsikring til at spille sammen, og det har vi øvet os i gennem lang tid, fortsætter han.




