Fortsæt til indhold

Danske Bank vil af med op mod 1.600 ansatte

Antallet af stillinger vil blive nedbragt over de kommende 6 til 12 måneder.

Finans

Danske Bank vil skille sig af med en flere end tusinde medarbejdere i den kommende tid. Helt konkret vil landets største bank reducere antallet af stillinger med op mod 1.600 de kommende seks til 12 måneder. Det sker som led i bankens 2023-plan, der skal reducere omkostningerne i banken.

Det oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse.

Det fremgår dog, at banken tilbyder medarbejderne i »de fleste afdelinger i Danmark« at søge om en frivillig fratrædelse » på særlige og favorable vilkår«.

»Det er aldrig nemt at skulle sige farvel til engagerede og kompetente kollegaer, og vi vil gøre, hvad vi kan, for at gøre det så ordentligt og respektfuldt som muligt. Men vi bliver nødt til at tilpasse os de strukturelle forandringer, den finansielle sektor oplever, og vi bliver simpelthen nødt til at reducere omkostningerne, hvis vi skal forblive konkurrencedygtige i et marked præget af lave marginer og intens konkurrence,« udtaler Chris Vogelzang, adm. direktør i Danske Bank, i pressemeddelelsen.

Reduktionen vil finde sted på tværs af forretningsenheder og markeder. Hvor stor en del, der ventes at finde sted via frivillig fratrædelse og naturlig afgang, oplyser banken ikke. Det bliver oplyst, at »en del« af reduktionen ventes at ske gennem frivillig fratrædelse og naturlig afgang.

»Vi vil starte med at give de kolleger, der går med tanker om at prøve noget andet med deres arbejdsliv eller som ønsker at gå på pension, bedre mulighed for at gøre det. Konkret tilbyder vi dem at gøre det på bedre vilkår og med større fleksibilitet, end det ellers ville have været tilfældet. Sammen med det eksisterende ansættelsesstop håber vi, at det kan bidrage til at reducere antallet af afskedigelser på et senere tidspunkt« udtaler Karsten Breum, koncerndirektør i Danske Bank med ansvar for HR.

Danske Bank har 22.000 medarbejdere, og af dem arbejder 11.000 i Danmark. Hvis Danske Bank får reduceret antallet af medarbejdere med 1.600, svarer det til en reduktion på lidt over 7 pct.

Artiklens emner
Danske Bank
Chris Vogelzang