Danske Bank henter ny chef fra eget selskab
Danske Bank har fundet en ny privatkundechef i Danmark, Mark Wraa-Hansen, der tidligere har bidraget til at gøre Mobilepays indtog.
Det skriver Berlingske Business.
Mark Wraa-Hansen har indtil nu arbejdet som øverste chef i Danske Banks leasing- og finansieringsselskab, Nordania Leasing. Før har han været med til at sætte mobilbetalingstjenesten Mobilepay i position som allemandseje i Danmark.
Næste skridt bliver stillingen som privatkundechef i Danmark, hvor han tager over for forhenværende chef Thomas Mitchell.
Den nye chefs ansvarsområde bliver de danske privatkunder, der er et af de vigtigste områder i Danske Bank.
Det bliver også Mark Wraa-Hansens ansvar at sikre, at Danske Bank styrker sin forretning på privatkundeområdet og bliver en endnu mere konkurrencedygtig bank.
Samtidig skal Mark Wraa-Hansen indgå i et nyt ledelsesteam bestående af "12 erfarne ledere med kommercielle roller på tværs af forretningen" foruden bankens direktion.
- Jeg ser et meget stort potentiale i at udvikle banken i de kommende år, hvor vi som ledere og medarbejdere i fællesskab skal være med til at indfri vores ambitioner om at blive en endnu bedre bank. Der kommer til at ske store forandringer i de kommende år, men vi bygger videre på et stærkt fundament, siger Mark Wraa-Hansen ifølge Berlingske Business.
Nyheden om ansættelsen kommer, samtidig med at Danske Bank har valgt at nedlægge 1600 stillinger over de næste seks til 12 måneder.


