Fortsæt til indhold

Citigroup overrasker med højere indtjening end forventet

Finans
/ritzau/FINANS

Indtjeningen tog et dyk hos amerikanske Citigroup i årets tredje kvartal, men alligevel formåede storbanken at overgå forventningerne.

I juli, august og september faldt overskuddet med 34 pct. til 3,23 mia. dollar, fremgår det af Citigroups regnskab, der er offentliggjort tirsdag eftermiddag.

Dermed tog indtjeningen per aktie et dyk til 1,40 dollar fra 2,07 dollar i tredje kvartal af 2019. Analytikerne havde dog forud for regnskabet ventet et endnu større fald til 0,92 dollar per aktie i kvartalet, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Citigroups samlede indtægter løb op i 17,30 mia. dollar i kvartalet, og det er et fald fra 18,57 mia. dollar i samme periode året forinden.

Indtægterne i consumer bank-området tog et dyk på 13 pct. til 7,17 mia. dollar i perioden, og den del af forretningen var især tynget af et lavere renter og færre korttransaktioner i kølvandet af coronakrisen.

Omvendt voksede indtægterne fra gruppen af institutionelle kunder med 5 pct. til 10,35 mia. dollar i tredje kvartal. Ifølge Citigroup skyldtes det en stærk præstation i Fixed income-markederne, investeringsbanken, aktiemarkederne og privatbanken

Citigroup-aktien stiger 1,6 pct. i det amerikanske formarked tirsdag.