Flere kunder skal have penge tilbage: Danske Bank vil nu kontakte tusindvis af kunder
Landets største bank vil tage kontakt til ca. 2.500 kunder, som kan være berørt af fejl. Kunder, der har lidt tab, vil blive kompenseret.
Danske Bank går nu i gang med at kontakte flere tusinde kunder, som er berørt af en fejl i deres investeringsaftaler. Banken oplyste om de potentielle fejl i oktober, men banken er nu gået i gang med at kontakte kunderne, oplyser banken i en pressemeddelelse.
»Vi beklager sagen og den ulejlighed, det giver de berørte kunder. Vi er ved at gennemgå sagerne og kompenserer naturligvis de kunder, der har lidt et tab på grund af fejl fra vores side. Vi har styrket vores kontroller og interne processer for at sikre, at noget lignende ikke vil kunne ske igen,« udtaler Peter Rostrup-Nielsen fra Danske Bank.
Peter Rostrup-Nielsen er leder af en central enhed i Danske Bank, der har til formål at sikre »tilfredsstillende løsning af en række ældre sager, hvor fejl kan have resulteret i tab«.
I pressemeddelelsen oplyser Danske Bank, at den nu kontakter ca. 600 kunder, hvor en manuel fejl har betydet, at der »ikke er overensstemmelse mellem kundernes investeringsprofiler og investeringsaftaler«.
Ifølge Danske Bank kan fejlene betyde, at nogle kunder har fået et lavere – og i nogle tilfælde højere – afkast, end de ville hvis deres investeringsaftale var blevet behandlet korrekt.
Derudover vil Danske Bank kontakte ca. 1.900 kunder, hvor der også er en »uoverensstemmelse mellem investeringsprofil og -aftale«. Her skyldes fejlen ikke fejlregistreringer, men at kunder f.eks. har fået opdateret deres profiler under et rådgivningsmøde, uden at aftalerne efterfølgende er blevet returneret i underskrevet tilstand.
Danske Bank kan på nuværende tidspunkt ikke sætte beløb på, hvor meget kunderne skal kompenseres med. Det vil først være muligt at beregne det, når de enkelte kunders investeringsprofil og -aftale er blevet gennemgået, lyder det.
Af de ca. 2.500 kunder er de ca. 2.300 kunder fra Danmark, og der er flest privatkunder blandt gruppen af berørte kunder. En lille gruppe af erhvervskunder er dog også berørt, oplyser Danske Bank.
Danske Bank oplyser, at banken siden september har arbejdet på at styrke »kontroller og har opdateret processerne for, hvordan investeringsaftalerne registreres, så lignende fejl ikke kan gentage sig«.


