Her er der flest nybyggede ejerlejligheder til salg
Er man på udkig efter en ny og moderne ejerlejlighed, skal man til de store byer, men prisforskellen er markant.
Boligmarkedet buldrer lige nu afsted, så man skal være hurtig for at få fingrene i den bolig, man har udset sig. Det gælder i sær i de større byer. Men er man særligt interesseret i de nybyggede ejerlejligheder skal man se nærmere på Aalborg og København. Ifølge Finans Danmark er det nemlig her, der er flest at vælge imellem for køberne.
Når man kigger på de ejerlejligheder, som er bygget inden for de seneste tre år, finder man i København lige nu 412, der er til salg, og i Aalborg er antallet 96. I København svarer det til lidt mere end hver fjerde ejerlejlighed, der er på markedet, hvor det i Aalborg er knap hver fjerde.
»Vi har i 2020 generelt set et faldende antal boliger til salg, og det har også betydet, at der er færre nybyggede ejerlejligheder at vælge i mellem. Lige nu er der flest af dem til salg i København og Aalborg. Men når man sammenligner med de foregående fem år, støder man i København og Aarhus oftere på en nybygget ejerlejlighed blandt de ejerlejligheder, der er til salg, mens det modsatte gør sig gældende i Aalborg og Odense,« siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Til sammenligning er der i Aarhus kommune 64 og i Odense kommune 22 nybyggede ejerlejligheder at vælge imellem. Det svarer til henholdsvis 16 og 13 pct. af de udbudte ejerlejligheder.
Men selvom der i København er langt flest nybyggede ejerlejligheder til salg, er det ikke nøvendigvis nemmere at få fat i en af dem, end det er i Aalborg. For med langt flere indbyggere i København, er der også flere om buddet. Tager man derfor højde for indbyggertallene i byområderne, har Aalborg 6,8 nybyggede ejerlejligheder til salg per 10.000 indbyggere, mens der i København, Aarhus og Odense er henholdsvis 6,5, 2,3 og 1,2.
»Der er stor forskel på, hvilken stil købere er på udkig efter, når de overvejer at flytte i ny bolig i en af de store byer. Nogle ser en charme i noget ældre, der måske har en historie tilknyttet, mens andre forelsker sig i det nye og topmoderne. Hvis man er mest til det sidste, er udvalget størst i København og Aalborg, hvor der også er færrest om buddet,« siger Ane Arnth Jensen.
Men prisforskellen på de to byer kan mærkes. Hvis man i København finder sig en nybygget ejerlejlighed på 90 kvm., er den gennemsnitligt til salg fpr 5,2 mio. kr., hvor man i Aalborg kan slippe med 2,9 mio. kr. i et tilsvarende køb.
»Der er stor forskel på prisniveauet i København og Aalborg, og det skyldes blandt andet, at indbyggertallet i byområdet København stiger hurtigere, end det gør i Aalborg. Det medfører øget efterspørgsel, og det presser priserne op. I København er indbyggertallet steget med ca. 20 pct. siden 2010, mens indbyggertallet i Aalborg er steget med ca. 14 pct. Desuden ligger indkomsterne i København kommune ca. 9 pct. højere end i Aalborg kommune, hvilket også er en del af forklaringen,« siger Ane Arnth Jensen.






