Finanstilsynet politianmelder Ekspres Bank
Finanstilsynet politianmelder Ekspres Bank. Det fremgår af en meddelelse fra tilsynet fredag eftermiddag.
- Finanstilsynet vurderer, at Ekspres Bank ikke har efterkommet Finanstilsynets påbud af 20. juni 2019 om at foretage kreditværdighedsvurderinger i overensstemmelse med kreditaftaleloven, fremgår det.
Konkret har Finanstilsynet politianmeldt Ekspres Bank for at have fortsat med at yde lån på under 75.000 kr. til forbrugere uden at foretage en tilstrækkelig kreditværdighedsvurdering, fremgår det.
Derfor har Finanstilsynet nu anmodet Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) om at indlede en politimæssig efterforskning, lyder det videre i meddelelsen.
Finanstilsynet fører blandt andet tilsyn med, om udlånsvirksomhederne overholder kreditaftaleloven. Tidligere undersøgelser har vist mangler hos nogle udlånsvirksomheder, hvilket førte til flere påbud, herunder Ekspres Bank.
- Finanstilsynet har tidligere indskærpet, at det er virksomhedernes ansvar at sikre, at virksomhederne kun yder lån, som låntagerne er i stand til at betale tilbage.
- Forbrugeren skal ikke kunne optage lån, som tynger privatøkonomien mere, end den kan bære. Derfor er det en hjørnesten i den finansielle forbrugerbeskyttelse, at udlånsvirksomhedernes indhenter fyldestgørende oplysninger om kunden og foretager en vurdering af kundens kreditværdighed, før virksomheden enten yder et lån eller giver et afslag, siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets Forbrugerkontor i meddelelsen.








