PFA firedoblede driftsresultatet i 2020: »Et år, vi aldrig vil glemme«
Danmarks største kommercielle pensionsselskab er torsdag morgen kommet med årsregnskab, som viser et investeringsafkast på 31 mia. kr. PFA er optimistiske omkring 2021.
Danmarks største kommercielle pensionselskab PFA kom ud af 2020 med et lavere investeringsafkast, men med et »markant bedre end forventet« driftsresultat.
Helt konkret landede investeringsafkastet på 31 mia. kr. - omkring 26,5 mia. kr. mindre end året forinden - mens driftsresultatet næsten blev firedoblet til 1,3 mia. kr.
Af driftsresultatet går 1,1 mia. kr. direkte videre til kunderne via PFA KundeKapital, der er PFA’s model for at dele overskuddet og risiko med kunderne. Derudover tillægges bl.a. investeringsafkast af PFA KundeKapital, så kunderne i alt får overført 1,4 mia. kr.
»Vi opnår et driftsresultat, der er markant forbedret og højere end forventet. Derfor kan vi sende knap 1,4 mia. kr. videre til kunderne, hvilket vi som kundeejet selskab er meget tilfredse med,« siger Allan Polack, topchef i PFA, i en pressemeddelelse.
PFA-topchefen måtte i foråret 2020 se afkastet være negativt med 33 mia. kr. efter de første coronanedlukninger. Siden blev bøtten vendt på de finansielle markeder, og det positive afkast kom tilbage i PFA.
»2020 er et år, vi aldrig vil glemme. Covid-19 satte et voldsomt præg på hele året, og vi måtte i PFA omstille os meget hurtigt til en ny virkelighed. Derfor er det på mange måder meget tilfredsstillende, at vi går ud af 2020 som et styrket PFA,« siger Allan Polack.
Tidligere torsdag morgen kunne ATP fortælle, at den ventede et lavere resultat i de kommende år, herunder i 2021.
Den tilgang gør sig dog ikke gældende hos PFA, som venter et resultat i 2021 på linje med 2020.
»Vores forholdsvise optimistiske syn på 2021 afspejles også i positive forventninger til aktiemarkedet, herunder de mere vækstfølsomme sektorer, som er hårdt ramt af coronakrisen og dermed har mest at vinde ved genåbningen,« skriver PFA i sit regnskab.
Optimismen i PFA skal ses i forhold til risikobilledet, der fortsat præges af coronapandemien og vekselvirkningen mellem vaccineudrulning og smittespredning samt risikoen for mutationer i virussen, som ikke dækkes af vaccinerne.
Hertil kommer ifølge PFA risici fra dyrt prissatte aktier, som med stigningerne i 2020 har taget forskud på en del af afkastgevinsterne.
PFA havde i 2020 en nettotilgang af virksomheds- og organisationskunder på 603, mens der var en vækst på mere end 8.300 privatkunder.
Det betød, at indbetalingerne for første gang rundede 40 mia. kr. i pensionsselskabet.