Spar Nord Banks millionoverskud i tilbagegang - banken forventer øget optimisme i andet halvår af 2021
Den nordjyske bank har torsdag morgen fremlagt et årsregnskab, der viser et faldende overskud. Resultatet holder sig dog indenfor forvetningerne.
Spar Nord, der er landets femtestørste bank, kommer ud af 2020 med et overskud på 737 mio. kr. efter skat.
Det viser selskabets årsregnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.
Derved lykkedes det banken at holde sig indenfor forventningerne til året, selvom banken sammenlignet med året forinden har mistet en del af sit overskud, der i 2019 lød på omkring 1 mia. kr. efter skat.
Ifølge regnskabet er resultatet primært drevet af et »overraskende højt« aktivitetsniveau på særligt boligområdet med konverteringer og flere hushandler, som har resulteret i, at Spar Nord er gået frem med 7 pct. på realkreditformidling og har forøget sit udlån til privatkunderne med 4 pct.
»Trods den udfordrende start på året, ender 2020 med at byde på et overraskende højt aktivitetsniveau på privatkundeområdet, særligt på boligområdet med konverteringer og hushandler,« siger adm. direktør i Spar Nord, Lasse Nyby, i en pressemeddelelse.
På baggrund af resultatet foreslår Spar Nord Banks bestyrelse et udbytte på 1,5 kr. pr. aktie, hvilket svarer til en fjerdedel af overskuddet.
Spar Nord, der har 50 afdelinger rundt om i Danmark og betjener omkring 440.000 kunder, opjusterede i august for anden gang på tre måneder sine forventninger for året.
Det skete, efter banken i marts suspenderede forventningerne til hele året som konsekvens af coronakrisen.
Bankens forventninger fra august lød på et resultat efter skat i intervallet 650-750 mio. kr. Den oprindelig forventning til 2020 lød på et overskud efter skat på mellem 625-825 mio. kr.
Mens Spar Nord oplevede fremgang blandt sine privatkunder, så faldt bankens aktivitetsniveau på erhvervsområdet.
Den nordjyske banks udlån til erhvervskunder faldt i 2020 med 1,9 mia. kr. blandt andet som følge af reduceret investeringslyst samt de statslige hjælpepakker med udskydelse af betaling af moms og A-skat.
Spar Nord oplyser i forbindelse med regnskabet, at den har været i stand til at imødekomme 95 pct. af de ønsker og behov, som bankens erhvervskunder har haft som følge af coronakrisen.
Banken forventer, at særligt første halvår af 2021 fortsat vil være præget af coronakrisen, hvilket ifølge banken begrænser kundernes investerings- og forbrugslyst.
I andet halvår forventes optimismen dog at vende tilbage i takt med, at flere danskere bliver vaccineret mod covid-19. Derfor forventer Spar Nord tiltagende aktivitet i anden halvdel af 2021 og et nettoresultat for året på 650-850 mio. kr.