Danske investeringsfonde får baghjul på bæredygtighed
Danske banker vil føre an i grøn omstilling, men lander i det europæiske midterfelt i ny kåring, som er foretaget af det internationale klimainitiativ Carbon Disclosure Project.
Man kigger forgæves efter danske banker og investeringsforeninger på listen over de 20 mest bæredygtige investeringsfonde i en ny global kåring fra det internationale klimainitiativ Carbon Disclosure Project (CDP).
Dermed må den danske finanssektor erkende, at den langtfra lever op til sin egen målsætning om at være blandt de førende i Europa på bæredygtig finans.
Resultatet kommer bag på politisk chef Lars Koch, der beskæftiger sig med finanssektorens grønne omstilling i NGO’en Mellemfolkeligt Samvirke.
»Billedet er, at den danske finanssektor er foran på bæredygtighed, og det er også brancheorganisationen Finans Danmarks erklærede mål. Derfor overrasker det, at vi er helt ude af toppen i sådan en måling. Det kan være et tegn på, at det er mere ord end handling, der kommer fra den danske finanssektor,« siger Lars Koch.
CDP har analyseret og rangeret næsten 20.000 internationale fonde i forhold til bæredygtighed, som omfatter klima, vand og skovrydning. Kåringen er langt overvejende baseret på data fra de virksomheder, som fondene har i porteføljen. Her har CDP adgang til et ekstraordinært stort datamateriale, fordi organisationen igennem årtier har indsamlet klimadata fra virksomheder overalt på kloden.
De europæiske forvaltere er generelt langt foran både amerikanske og asiatiske forvaltere. Ud af de 20 vinderfonde er syv franske, fire britiske, to hollandske, to belgiske og to svenske, hvoraf Nordea er den ene. Selvom CDP har analyseret 275 danske fonde, er ingen af dem blandt de 20 vindere.
»Den finansielle sektor er nødt til at stoppe med at snakke og begynde at vise handling,« siger Laurent Babikian, der er chef for kapitalmarkeder i CDP.
Han ønsker ikke at kommentere specifikt på, at de danske forvaltere får baghjul i top 20. Hvis de vil vise vejen skal de ifølge Laurent Babikian investere mere målrettet i grønne selskaber.
»Vinder-fondene investerer mere i virksomheder, der er inden for greentech, eller som handler seriøst i forhold til de risici, som er forbundet med klima, vand og skovrydning. De tager disse risici ind i deres analyser, før de investerer i en virksomhed,« siger Laurent Babikian.
Fondene kan score fra et til fem point, hvor fem er det bedste. En særkørsel fra CDP viser, at 4 pct. ud af 275 danske fonde, som indgår i analysen, scorer fem ud af fem. Det er på niveau med gennemsnittet i Europa, men langt efter Frankrig, hvor 20 pct. af fondene får den højeste score.
I Danmark scorer 49 pct. af fondene fire ud af fem. Det er bedre end det europæiske gennemsnit, men f.eks. dårligere end Sverige.
I Finans Danmark har direktør for investering og opsparing Birgitte Søgaard Holm ingen kommentarer til, at den danske finanssektor må nøjes med en midterplacering. Hun henviser til, at hun ikke har indblik i den konkrete metodeopgørelse, og så glæder hun sig over, at Nordeas svenske moderselskab er blandt de 20 vindere.
»Vi vurderer, at danske investeringsfonde er dybt involverede og fokuserede på at bidrage til den til grønne omstilling. Derfor har Investering Danmark (en del af Finans Danmark, red.) som den første investeringsbranche i verden givet et konkret tilsagn om at ville reducere CO2-aftrykket for danske aktiefonde henvendt til private investorer med 75 pct. frem mod 2030 i forhold til verdensaktieindekset. Med klimamålet frem mod 2030 har vi forpligtet os til at tilbyde investeringsprodukter, der bidrager til den grønne omstilling,« siger Birgitte Søgaard Holm.
Investering er ifølge CDP et område, hvor den enkelte forbruger kan gøre en kæmpe forskel for den grønne omstilling, fordi investorerne kan presse de enkelte virksomheder til handle.
Og de mest bæredygtige fonde har brug for mere medvind. Fondene, som scorer fem point i CDP’s gennemgang, har tilsammen 1.500 mia. kr. under forvaltning. Det er ud af et samlet globalt fondsmarked på 320.000 mia. kr.
»Så vi er meget meget meget langt fra, hvad der skal til, for at redde kloden,« siger Laurent Babikian.

