Rekordmange danskere køber fælles ferieboliger i udlandet
Coronaåret 2020 blev et rekordår for virksomhederne 21-5 og Myhomes, der tilbyder danske familier at gå sammen om at købe ferieboliger.
Det går strygende med at sælge fælles ferieboliger til danskerne. Selvom vi har været mere eller mindre stavnsbundne til vort eget kongerige, udviklede coronaåret 2020 sig til et rekordår for virksomhederne 21-5 og Myhomes.
Her er konceptet, at hhv. 21 og 29 danskere går sammen om at købe fem ferieboliger, som de så har mulighed for at bruge i gennemsnit 12 uger om året.
»Vi endte med at stifte i alt seks foreninger sidste år, og vi har allerede nu to fuldtegnede foreninger, som bliver stiftet inden for de næste par uger. Så interessen for at eje ferieboliger sammen med andre er stigende. 2020 blev et rekordår for os,« siger Anders Køj, stifter af 21-5, der var den første virksomhed af sin slags i Danmark og i dag er den største.
Interessen for at eje ferieboliger sammen med andre er stigende. 2020 blev et rekordår for os.
Han frygtede, hvordan danskerne ville reagere, da Danmark lukkede ned i marts sidste år, men de har ikke holdt sig tilbage.
Ifølge ham spiller det formentlig ind, at der i snit går 15 måneder fra stiftelsen af en forening, til boligerne er købt og kan tages i brug.
»Mange har derfor brugt coronatiden til at gå og drømme og glæde sig til boligerne, som alligevel først bliver indflytningsklare på den anden side af krisen,« siger Anders Køj, der siden 2011 har solgt ferieboligandele til mere end 700 danskere.
Det er først og fremmest ferieboliger i Sydeuropa med plads til familien og venner på besøg, som er i højsædet, når danskerne kaster deres penge efter fælles ferieboliger. Men 21-5 har for første gang stiftet en forening, som ejer boliger på egne breddegrader - i Hornbæk, Tisvilde, Skagen, Skærgården ved Göteborg og en skihytte i Trysil i Norge.
Vi har aldrig haft så travlt, som vi har nu.
Konkurrenten Myhomes melder også om historisk travlhed.
»Vi har aldrig haft så travlt, som vi har nu. Så sent som i søndags stiftede vi den seneste forening med såkaldte premium-boliger, hvor vi lige går et niveau op. Bare siden årsskiftet har vi stiftet to foreninger, og inden for kort tid har vi fuldtegnet en anden forening med såkaldte komfort-boliger med 29 familier, der hver især har lagt 1,2 mio. kr.,« siger Finn Christensen, stifter og adm. direktør i Myhomes.