Danske Bank er blevet sigtet i sager om markedsmisbrug
Finanstilsynet politianmeldte i sommeren 2020 Danske Bank for overtrædelser af markedsmisbrugsforordningen. Nu har SØIK sigtet Danske Bank.
Danske Bank er blevet sigtet for overtrædelser af den såkaldte markedsmisbrugsforordning af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der i daglig tale bliver kaldt bagmandspolitiet.
SØIK har sigtet Danske Bank for to potentielle overtrædelser i form af utilstrækkelig overvågning af transaktioner i finansielle instrumenter og markedsmanipulation i form af modsatrettede handler. Det oplyser Danske Bank i en pressemeddelelse.
Sigtelsen kommer mere end et år efter at Finanstilsynet besluttede sig for at politianmelde Danske Bank for de to forhold. Denne politianmeldelse kom den 10. juni 2020. Selve politianmeldelsen var en udløber af en inspektion i Danske Bank i december 2019.
I den forbindelse fandt tilsynet »betydelige mangler«, og det resulterede i seks påbud og efterfølgende en politianmeldelse. I forbindelse med politianmeldelsen lød det fra Finanstilsynet, at landets største bank havde overtrådt forbuddet mod markedsmanipulation ved at sende »urigtige og vildledende signaler til markedet om udbuddet af og efterspørgslen efter en række finansielle instrumenter ved, at Danske Bank et betydeligt antal gange over en årrække har indgået aftaler om køb eller salg af finansielle instrumenter«.
Samtidig lød det fra tilsynet, at Danske Bank ikke havde overholdt sin pligt til at »indføre og opretholde effektive ordninger, systemer og procedurer med henblik på at afsløre og indberette handelsordrer og transaktioner med finansielle instrumenter, som kunne udgøre markedsmisbrug«.
Tilsynet pegede i forbindelse med politianmeldelsen på, at Danske Bank kun i et begrænset omfang siden den 3. juli 2016 har foretaget denne form for markedsovervågning.
»Finanstilsynet har opgjort et betydeligt antal modsatrettede ordrer, som Danske Bank har formidlet og eksekveret på vegne af kunder, som resulterede i, at kunderne handlede med sig selv som modpart på markedet, hvorved handlerne ikke medførte skift i ejendomsretten. Det kaldes wash trades,« lød det fra Finanstilsynet, som i samme ombæring pegede på, at der som udgangspunkt ikke findes legitime årsager til denne type handler.
Danske Bank oplyser, at den samarbejder fuldt ud med myndighederne.
»Vi vil naturligvis samarbejde med SØIK og dele relevant viden og materiale om sagen, som vi tager meget alvorligt. Banken har ikke haft en tilstrækkelig markedsovervågning, og vi har derfor siden 2019 investeret betydeligt i at styrke vores overvågning af handler, systemer og kontroller og har også indført styrket forudgående kontrol af handler. Vi har ikke fundet tegn på forsætlige handlinger eller på, at kunder eller markedsdeltagere har lidt skade,« udtaler Philippe Vollot, der er chief compliant officer i Danske Bank, i pressemeddelelsen.

