Hypet folkeaktie tager revanche med kurshop på 20 pct.
Kahoot-aktien, der har et solidt fodfæste blandt danske investorer, fejrer nyt kvartalsregnskab med en kursstigning i torsdagens handler på knap 20 pct.
I juli stod den på kursprygl i Kahoot, der er noteret på børsen i Oslo. Torsdag tog den populære aktie så revanche med et kurshop på knap 20 pct.
Stigningen kom, efter at Kahoot-ledelsen med topchef Eilert Hanoa i front præsenterede regnskabet for 2. kvartal med en år til år vækst i omsætningen fra 5,8 mio. dollars til 18,4 mio. dollars.
Stigningen smittede af på driftsoverskuddet, der gik fra et driftstab på 2,8 mio. dollars i 2. kvartal 2020 til nu at vise et plus på 8,0 mio. dollars.
Endelig rundede den populære quiz- og læringsapp 933.000 betalende brugere, hvilket er 173.000 flere end med udgangen af 1. kvartal.
Tallene faldt åbenbart i mange investorers smag. I hvert fald var der dagen igennem rift om Kahoot-aktien, der toppede handlerne i en kursstigning på 20,2 pct. for at lukke dagen i en stigning på 19,48 pct. i forhold til lukkekursen onsdag.
Kahoot-regnskab 2Q2021
Stigningen betød, at markedsværdien af it-selskabet på 24 timer er steget 3,6 mia. n.kr. svarende til knap 2,6 mia. kr.
Dermed er stemningen omkring Kahoot-aktien vendt nærmest 180 grader, efter at aktien den 7. juli fik regulære kursprygl og dykkede 26,3 pct. til 43,00 n.kr.
Årsagen var paradoksalt nok en handelsopdatering, der viste, at antallet af betalende brugere af Kahoot-app’en var bremset op.
Størstedelen af væksten i antallet af betalende brugere i 2. kvartal skyldes da også opkøb. Kahoot-forretningen bidrager således kun med 33.000 af de 173.000 nye betalende brugere.
Det fik dog ikke investorerne til at vende folkeaktien ryggen. I stedet blev Kahoot torsdag handlet op i lukkekursen 46,72 n. kr.
Med til at give investorerne appetit på aktien, der tidligere har sat prisrekord med 137 n.kr., er givetvis, at Kahoot-ledelsen med 2. kvartals-regnskabet fastholder målet om at nå en faktureret 2021-omsætning på 90-100 mio. dollars og 1,1 mio. betalende abonnenter.