- Opdateret 25/08/2021 kl. 20:00
Dansk Bank får medhold i søgsmål om hvidvask i USA
En sag mod Danske Bank er blevet afvist af en føderal appeldomstol i USA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nogle aktionærer har sagsøgt Danske Bank for deres tab som følge af kursfaldet, da sagen om formodet hvidvask gennem bankens estiske afdeling blev afdækket af blandt andet Berlingske Business.
I afgørelsen skriver de tre dommere, at "hvidvask i en enkelt afdeling i Estland ikke alene kan slå fast, at Danske Bank har gennemført en plan om bedrag for at snyde investorer", skriver Reuters.
Det fremgår ikke hvor stort et beløb, aktionærerne havde anmodet om at få i kompensation fra Danske Bank.
Søgsmålet begyndte, da Danske Bank i september 2018 meddelte, at en intern undersøgelse havde vist, at der var foretaget mistænkelige transaktioner fra udenlandske kunder gennem den estiske filial for omkring 200 milliarder euro, hvilket svarer til omtrent 1500 milliarder kroner.
Det var fire pensionsfonde i New York og Massachusetts, der stod i spidsen for søgsmålet på vegne af investorer, som havde mistet penge i Danske Banks aktier fra 9. januar 2014 til 29. april 2019.
I Danske Bank er man tilfredse med, at banken onsdag har fået en delsejr ved domstolen i USA.
- Vi noterer os med tilfredshed appelrettens afvisning af det civile aktionærsøgsmål, der er anlagt mod banken ved de amerikanske domstole. Som vi tidligere har sagt, vil vi fortsat forsvare os mod kravene i de civile aktionærsøgsmål, der er anlagt i Danmark som følge af Estland-sagen, udtaler pressechef Stefan Singh Kailay fra Danske Bank via en mail til Ritzau Finans.
Anklager mod Thomas Borgen, der er tidligere topchef for Danske Bank, og Ole Andersen, den nu afdøde tidligere formand for banken, samt to andre tidligere finansdirektører, er samtidig frafaldet ved retten i USA.
Danske Bank har de seneste år modtaget en række søgsmål, efter Berlingskes afdækning af formodet hvidvask gennem bankens estiske filial.
I april i år besluttede Søik, der også er kendt som Bagmandspolitiet, at droppe sigtelserne mod den tidligere ledelse for brud på hvidvaskloven.
/ritzau/