Fortsæt til indhold

Krypto-tyve stjal fire mia. kr igennem et online-spil: Hundredvis af nordmænd er blandt ofrene

Det er lykkes for en hackergruppe at bryde ind i Ronin Network og begå storstilet tyveri. Nu er der indledt et omfattende internationalt samarbejde for at afsløre gerningsmændene.

Axie Infinity er en virtuel verden fuld af kæledyr kaldet Axies. Disse kæledyr kan bekæmpes, indsamles og endda bruges til at tjene kryptovalutaer med reel værdi. Foto: Axie Infinity
Finans

I marts slap krypto-tyve afsted med at stjæle digital valuta til en værdi på svimlende 600 mio. dollars - eller 4 mia. kr.

Det skete, da de brød ind i Ronin Network, der er et blockchain-system til online gaming. Blandt andet bruges netværket til at drive det populære Axie Infinity online-spil. Her opdrætter spillerne virtuelle NFT-kæledyr og kan også købe og sælge dyr og virtuelt land.

Nu har Økokrim, som er den norske pendant til det danske bagmandspoliti, meldt ud, at 750 nordmænd kan være blandt ofrene for tyveriet. Det skriver Dagens Næringsliv.

Chefen for Økokrim, Pål Lønseth, oplyste på en pressekonference tirsdag, at nordmændene tilsammen kan have mistet, hvad der svarer til mere end 36 mio. danske kroner.

Nu er der igangsat en efterforskning for at undersøge hvidvasknings-processen efter angrebet.

FBI, der også har en igangværende undersøgelse, peger på hackergruppen Lazarus Group som de formodede gerningsmænd. Gruppen har tilknytning til Nordkorea.

»Folkene bag angrebet har påbegyndt en omfattende hvidvaskproces i et forsøg på at sløre og skjule, hvor udbyttet er blevet af. Det er denne hvidvask-proces, Økokrim og FBI vil samarbejde om at afsløre,« skriver Økokrim i en pressemedelelse.

Ifølge Ronin Network slap hackerne afsted med 173,600 ethereum og 25,5 mio. USDC, som er en valutaenhed, der er bundet op i den amerikanske dollar i forholdet 1:1.

Værdien af de stjålne ethereum beløber sig til den daværende pris til 3,9 mia. kr.

Artiklens emner
Kryptovaluta
Økokrim