Anders Holch Povlsen topper endnu en gang liste over Skotlands rigeste
Den danske Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen bevarer sin førsteplads som Skotlands rigeste person viser The Sunday Times nyeste "Rich List". Holch Povlsen ejer blandt andet store landområder i det skotske højland.
Danmarks rigeste mand, Bestseller-bagmanden Anders Holch Povlsen, er endnu engang kåret som Skotlands rigeste person. Det viser den nyligt offentliggjorte ”Rich List” fra den britiske avis The Sunday Times, som lister de 250 rigeste personer i Storbritannien.
Listen er baseret på såkaldt »identificerbar formue«, hvilket inkluderer eksempelvis landarealer, ejendomme, andre aktiver som kunst og væddeløbsheste og andele i børsnoterede virksomheder. Listen er derfor heller ikke baseret på bankkonti, som avisen ikke har haft adgang til.
Ifølge listen har Holch Povlsen en formue på cirka 57 mia. kr., og det er især i form af de mange landarealer han ejer. Ifølge BBC er Bestseller-milliardæren Skotlands største private landejer, hvor han ejer over 220.000 ”acres” land - cirka 800 kvadratkilometer. Holch Povlsen ejer desuden 12 landejendomme i det skotske højland.
Holch Povlsen har siden sine investeringer i det skotske højland været engageret i at genoprette den vilde skotske natur. Holch Povlsen er imidlertid ikke den eneste danske med forkærlighed for det skotske højland. Også Lego-familien Kirk Kristiansen ejer jord i landet.
Udover jord og ejendomme, er Anders Holch Povlsens formue, ifølge The Sunday Times, primært udgjort af Bestseller og hans 25 pct. ejerandel af det britiske tøjselskab Asos.
På listens top ti findes blandt andet også den britiske milliardær Glenn Gordon, som står i spidsen for det skotske whiskey-destilleri William Grant & Sons. Lige uden for top ti, på 12.-pladsen, findes Harry Potter-forfatteren J. K. Rowling.