Lang vej til ligestilling: Kun 9 pct. kvindelige topchefer i landets banker
Fem topchefer i landets banker er kvinder, som heller ikke har fået fodfæste i bankernes direktioner. Den manglende diversitet er et problem, erkender bestyrelsesformand.
Kvinder er stadig et særsyn som topchefer i landets banker. Kun 5 af landets 56 pengeinstitutter har en kvinde som topchef svarende til en andel på 9 pct.
Det viser en kortlægning af alle direktionsmedlemmer i pengeinstitutterne foretaget af Finans.
Adm. direktør Karen Frøsig, som har stået i spidsen for Sydbank siden 2010, er den højest placerede kvinde.
»Jeg ærgrer mig over, at vi ikke er kommet videre. Jeg har været med i mange år, og mit bedste bud er, at det ikke har flyttet sig meget. Desværre,« siger hun.
Det er en udfordring i vores sektor, som tallene dokumenterer er relativ stor.
De andre topchefer er Charlotte Skovgaard, Merkur Andelskasse, Annika Olsson, Ekspres Bank, Sidsel Løvvang, Sparekassen for Nr. Nebel og Omegn, og Nina Groth fra PFA Bank.
»Det er tankevækkende, og det er en udfordring i vores sektor, som tallene dokumenterer er relativ stor. Vi går glip af halvdelen af talentmassen, og det er en forretningsmæssig udfordring,« siger Charlotte Skovgaard, adm. direktør i Merkur Andelskasse.
Arbejdernes Landsbank har ingen kvinder i sin fem mand store direktion, selv om banken flere gange har haft kvinder på vej op til det øverste ledelseslag. Charlotte Skovgaard var således projektdirektør i arbejderbanken, inden hun skiftede til Merkur Andelskasse, og Lone Kjærgaard forlod banken som vicedirektør forrige år. Hun er i dag topchef i investeringsselskabet Investering & Tryghed.
»Kvindelige medarbejdere med de kvalifikationer, der skal til for at sidde i en direktion, er eftertragtede. Så vi oplever tit, at nogle af de kvinder, vi har siddende, forsvinder til andre pengeinstitutter. Vi har i hvert fald mistet en del dygtige kvinder til andre,« siger Claus Jensen, formand i Arbejdernes Landsbank.
Han har det dobbelttydigt med, at banken ikke har formået at holde på de kvinder, som var på vej op til toppen i organisationen.
»På den ene side ærgrer man sig i forhold til ens eget institut, men på den anden side glæder man sig på de kvinders vegne. De er så dygtige, at de får job andre steder,« siger Claus Jensen.
Han erkender, at arbejderbanken ikke lever op til egne målsætninger om, at direktionen skal afspejle den almindelige befolkning, men forventer, at der bliver rettet delvist op på det de kommende år.
»Denne sektor har ikke været opmærksom nok på, at der skulle laves karriereveje for kvinder, så man fik kvinder oppe i systemet. Det er en forudsætning for at få kvinder i direktionerne,« siger Claus Jensen.
Jyske Bank har ingen kvinder i sin fire mand store direktion, og det er et problem, erkender bestyrelsesformanden.
»Vi misser noget talent, fordi vi har så få kvinder ikke bare i direktionen, men også i ledergruppen lige under. Det er et problem, for uanset hvor gode de folk, vi har, er, ville det gå os bedre, hvis vi havde dobbelt så stor en pool at tage fra,« siger Kurt Bligaard Pedersen, formand i Jyske Bank.
Bankerne har bare ikke været supergode til at tænke på successionsplanlægning herunder forpligtelsen til diversitet.
Det er et problem, som både direktion og bestyrelse har fokus på, oplyser formanden, og der er nedsat en komité på niveauet lige under direktionen, som arbejder målrettet på at få flere kvinder og generelt mere diversitet ind i bankens ledelseslag.
Det er ikke kun på de absolutte topposter, at kvinder er et særsyn. Der er 95 direktionsmedlemmer i landets pengeinstitutter, og 10 af dem er kvinder. Det svarer til 10,5 pct.
Finanstilsynet er blevet kritiseret for at være medskyldig i, at der er få kvinder i det øverste ledelseslag, fordi tilsynet kræver et antal års erfaring, for at en kandidat kan indtræde i en direktion. Det bliver i særlig grad et problem, når der historisk ikke har været fokus på at forfremme kvinder.
»Det er sådan set rigtig nok, men der er ikke noget nyt i vores krav. Bankerne har bare ikke været supergode til at tænke på successionsplanlægning herunder forpligtelsen til diversitet. Derfor er der et vakuum, og der kan som følge heraf være poster, hvor der vil gå nogle år, før der er kvinder med tilstrækkelig erfaring, der kan indtage disse poster,« siger Rikke-Louise Ørum Petersen, vicedirektør i Finanstilsynet.
Ifølge hende skyldes det, at der ikke har været en tilstrækkelig bred lederudvikling i bankerne.
»Det er i sidste ende bankernes ansvar at sikre diversitet i deres ledelse. Så det er dem, der skal gøre noget ved det,« siger Rikke-Louise Ørum Petersen.