Fortsæt til indhold

Negativ rekord: Dårligste halvår for aktier siden finanskrisen

Europæiske aktier løb i første del af 2022 ind i det største halvårstab siden 2008.

Finans

Ikke siden finanskrisen er der på et halvår blevet uddelt så store tæsk til aktieinvestorer i Europa som nu.

Det rapporterer nyhedsmediet Bloomberg, som peger på, at de første seks måneder af 2022 gav det dårligste afkast til europæiske aktier siden 2008.

Stigende priser og inflation, centralbanker der strammer op for likviditeten og Ruslands invasion af Ukraine er blandt de toneangivende forklaringer på den negative udvikling.

På halvårets sidste handelsdag faldt det brede europæiske aktieindeks Stoxx Europe 600 med 1,5 pct. Dermed er indekset faldet 17 pct. i år.

Stigende oliepriser, højere priser og frygten for recession har sendt alle sektorer i minus undtagen energi.

Det tyske DAX-indeks havde også det værste halvår siden 2008.

»Ekstrem pessimisme er nu dybt indlejret,« siger Anna Macdonald, fondsforvalter hos Amati Global Investors Ltd. til Bloomberg.

Ifølge hende har pessimismen bredt sig blandt investorerne i takt med, at det er gået op for dem, at centralbankerne stort set vil ignorere de faldende aktiekurser, fordi de er optaget af at få inflationen og leveomkostningerne under kontrol.