Danskerne har betalt 1,2 mia. kr. for at have penge i banken
De negative renter har været dyre for bankkunderne det seneste år - samlet lød opsparingen på 1.074 mia. kr. ved udgangen af juni.
De danske husholdninger havde ved udgangen af juni 1.074 mia. kr. stående i banken. Det er 33 mia. kr. mere end for et år siden.
Det viser netop offentliggjorte tal fra Nationalbanken.
»Den store ophobning af penge giver en god polstring til smalle tider, men har også kostet mange penge i negative renter,« siger seniorøkonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv og fortsætter:
»I løbet af det seneste år (juli 2021 til juni 2022, red.) har danske husholdninger betalt 1,2 mia. kr. i negative renter. De negative renter er en ret stor regning for de danske husholdninger, men efter renteforhøjelsen fra Nationalbanken har husholdningerne udsigt til at regningen skrumper. Når vi kommer længere hen på året og Nationalbanken formentlig hæver renten yderligere, så er det min klare forventning, at regningen helt forsvinder.«
Den massive stigning i danskerens opsparing i banken skyldes primært, at der i år har været ekstraordinært store udbyttebetalinger fra aktier.
Desuden sparer husholdningerne op, fordi de bruger færre penge end de tjener. Der har blandt andet været ekstraordinært store udbyttebetalinger til aktionærerne i A.P. Møller - Mærsk A/S på 47 mia. kr.
»Den store opsparing i bankerne svarer til, at hver voksne dansker har 227.000 kr. stående i banken. Det er dog vigtigt at have for øje, at trods danskerne i gennemsnit har mange penge stående i banken, betyder det ikke, at den typiske dansker har så mange penge stående i banken. Tal fra Nationalbanken viser, at den rigeste procent af de danske privatkunder står for ca. 21 pct. af det samlede indlån i bankerne,« siger Kristian Skriver.
Udover de negative renter, så er værdien af danskernes opsparing ligeledes blevet eroderet af den høje inflation som udhuler købekraften og værdien af danskerne samlede bankindlån.
»Hvis vi korrigerer for de historisk høje stigninger i forbrugerpriserne og opgør bankindlånet i dagens priser, så er bankindlånet ikke steget med 33 mia. kr. i juni sammenlignet med samme måned sidste år, som de faktiske tal viser, men er derimod faldet med 52 mia. kr. Det er ikke noget, som danskerne som sådan kan se på bankkontoen, men danskerne har dybest set mistet købekraft for deres bankindestående,« siger økonom Lisettte Rosenbeck Christensen fra Arbejdernes Landsbank.
Det samlede indestående på 1.074 mia. kr. ligger uændret efter et fald i foregående måned og tæt på det rekordhøje niveau fra april på 1.077 mia. kr.

