Ny rapport: Finansielle supermarkeder giver uigennemsigtige priser
I en ny rapport slår erhvervsministeriet fast, at såkaldte finansielle supermarkeder, hvor kunder bliver tilbudt en række produkter hos samme finanskoncern, risikerer at reducere kundemobilitet og spænde ben for at sammenligne priser på produkter hos forskellige udbydere.
Der er flere fordele ved de såkaldte »finansielle supermarkeder«, hvor danske kunder har mulighed for både at shoppe f.eks. skadesforsikring, pensionsordning og realkreditlån hos den samme finansielle koncern.
Men de finansielle supermarkeder, som ni ud af ti danskere er kunder i, risikerer også at blive en jungle at finde rundt, da priserne på de enkelte produkter bliver uigennemsigtige.
Sådan mener jeg ikke, det skal væreSimon Kollerup, erhvervsminister
Det slår erhvervsministeriet fast i en ny rapport fredag. Det er anden gang indenfor en uge, at erhvervsminister Simon Kollerup gennemtrawler den finansielle sektor herhjemme - og noget tyder på, at erhvervsministeren ikke lige foreløbig fjerner sin lup fra finansverdenen.
For uigennemsigtighed med priser er ikke den eneste afledte effekt, som erhvervsministeriet mener, de finansielle supermarkeder har.
Det risikerer også at hæmme kundemobiliteten.
Og det er ikke meningen, ifølge erhvervsminister Simon Kollerup, der i rapporten understreger vigtigheden af gennemsigtige priser, hvis de danske kunder skal have mulighed for at høste fordelene ved de mange produkter, som bliver udbudt af samme finansielle koncern.
Rapporten kommer oven på en ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der viser, at der er potentiale for at styrke forbrugernes stilling på bankmarkedet. Tidligere på ugen kaldte Simon Kollerup den første rapport for »alarmerende læsning«.
»Det skal være lettere at være bankkunde i Danmark. For meget tyder på, at det er for svært, uoverskueligt og besværligt for danske bankkunder at finde ud af, hvad man egentligt går og betaler for henholdsvis boliglån, forsikring, pension og lignende. Og dermed bliver det også for svært at sammenligne priser andre steder,« siger Simon Kollerup, og understreger, at forholdene nu skal kigges i sømmene:
»Sådan mener jeg ikke, det skal være. Derfor er jeg glad for, at vi nu har flere analyser, der peger på, at det er vigtigt, at der er gennemsigtighed om priser og vilkår i banksektoren. Det er noget, jeg er meget opmærksom på, og som jeg nu vil kigge nærmere på«
Hos bankerne og realkreditinstitutternes interesseorganisation Finans Danmark ser adm. direktør Ulrik Nødgaard positivt på rapporten. Han fremhæver bl.a., at de finansielle supermarkeder giver fordele ved såkaldt »samproduktion«, der gør det muligt at skrue lave priser sammen til kunderne.
»Der er flere grunde til, at det er i kundens interesse at man i sin bank, hvad enten der er tale om en mindre lokal bank eller en stor landsdækkende, kan få en lang række finansielle ydelser. Det betyder, at man som kunde kan nøjes med at henvende sig ét sted og få både bankkonti, boliglån, investeringsrådgivning og handle med værdipapirer m.v., og hvor banken kender ens samlede økonomi og behov,« siger Ulrik Nødgaard.


