Fortsæt til indhold

Skuffende regnskab sendte aktien i bund: Nu varsler topchef fyringer og ansættelsesstop

Beskeden, som Disney-topchef Bob Chapek fredag sendte ud til ledere i selskabet, kommer efter et skuffende regnskab med overraskende store omkostninger.

Bob Chapek har været adm. direktør for Disney siden februar 2020, hvor han overtog chefstolen fra Bob Iger. Foto: Bloomberg photo by Patrick T. Fallon
Finans

Underholdningsmastodonten The Walt Disney Company har planer om at indføre et ansættelsesstop på tværs af hele selskabet samtidig med, at nogle af de i alt 190.000 medarbejdere formentlig kan se frem til en fyreseddel.

Det skriver topchef Bob Chapek til sine kolleger i Disney-ledelsen i en besked, som det amerikanske medie CNBC er kommet i besiddelse af.

»Vi kommer til at begrænse mængden af medarbejdere gennem et målrettet ansættelsesstop. Ansættelse for de mest kritiske stillinger vil fortsætte, men alle andre stillingsopslag bliver sat i bero,« er den adm. direktør i Disney bl.a. citeret for at skrive.

Han fortsætter:

»Som en del af den evaluerende proces kommer vi til at kigge i alle hjørner af virksomheden for at finde mulige besparelser, og vi forventer, at der også kommer til at være fyringer«

Beskeden kommer efter, at Disney tidligere på ugen leverede et skuffende regnskab, hvilket betød et umiddelbart fald i aktiekursen på 6,8 pct. Her ramte kursen det laveste punkt i et helt år.

Fredag indhentede aktien noget af det tabte ovenpå positive inflationstal, som også spredte sig til det danske eliteindeks C25.

Bob Chapek har flere værktøjer i værktøjskassen til at trimme selskabets omkostninger. Således bliver diverse ledere i selskabet nu bedt om at indstille alle unødvendige rejseaktiviteter, mens forretningsmøder fremover skal holdes online, hvis det er muligt.

Det umiddelbart sidste træk bliver, at Disney nedsætter en taskforce, der skal kigge omkostningerne på tværs af selskabet i sømmene. I spidsen for det er også finansdirektør Christine McCarthy, der i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet fortalte, at man i Disney kigger på effektiviseringer.

»Jeg er helt klar over, at det her er en svær situation for jer og jeres afdelinger. Vi kommer til at foretage hårde og ubehagelige beslutninger, men det er blot det, som lederskab kræver. Jeg takker jer alle på forhånd for at steppe op i den vigtige tid, der kommer« afslutter Bob Chapek sin besked.

Disney er ikke det eneste selskab i medie- og underholdningsindustrien, der er hårdt spændt for. Tidligere i år har Warner Bros og Netflix afholdt fyringsrunder som resultat af værditab for virksomhederne.