Fortsæt til indhold

Hedgefond i knibe: Halvdelen af porteføljen fanget i krypto-kollaps

Hedgefonden Galois Capital er kommet i problemer efter godt halvdelen af dens portefølje var bundet op på den konkurstruede kryptobørs FTX.

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Finans

Galois Capital er det seneste eksempel på investeringsselskaber, der er blevet taget på sengen, efter det er kommet frem, at tæt på halvdelen af hedgefondens samlede investeringer er blevet fanget i kollapset af kryptobørsen FTX.

Det skriver Financial Times, ifølge Reuters.

»Jeg er dybt ked af, at vi finder os selv i den nuværende situation,« har medstifter Kevin Zhou skrevet i et brev til investorerne i Galois Capital.

Reuters skriver videre, at det ifølge Kevin Zhou er lykkedes for hedgefonden at få trukket dele af investeringerne ud af kryptobørsen over de seneste dage, men at »godt halvdelen af vores kapital sidder fast i FTX«.

Værdien af kapitalen svarer cirka til 100 mio. dollars - 718 mio. kr. - hvis man tager udgangspunkt i de investeringer, som hedgefonden i juni havde under forvaltning.

Medstifter Kevin Zhou vurderer yderligere, at det kan tage flere år for Galois Capital at indhente »nogle procenter« af værdierne. Det er endnu for tidligt at sige, om det kan lykkes for Galois Capital at få trukket flere af de tabte penge ud.

Miseren sker ovenpå nyheden om, at den tidligere kryptodarling FTX har ansøgt om konkursbeskyttelse. I starten af ugen gik der rygter om, at kryptobørsen havde likviditetsproblemer. Det fik investorer til i en hast at trække investeringer ud, inden det var for sent.

Siden kom det frem, at aktiverne i selskabet ikke svarede til forpligtelserne, hvorefter stifter og adm. direktør Sam Bankman-Fried så sig nødsaget til at træde tilbage fra sin post med beskeden »Jeg har dummet mig, og jeg skulle have gjort det bedre«.

Da FTX stod stærkest var kryptobørsen vurderet til at have en værdi på 230 mia. kr.

Sam Bankman-Fried har ifølge Bloomberg en formue på godt og vel syv mia. kr. - hvilket kan lyde af meget, men er mindre end den tidligere vurdering på 109 mia. kr.

Det svarer til at 94 pct. af formuen er blevet barberet væk.

Artiklens emner