Finans

»Konkursbombe« truer: Manglende fokus kan koste mange ejerledede virksomheder livet i 2023

Mange spår 2023 til at blive et nedgangsår. Krisetider kræver finansiel stabilitet og strategisk overskud, noget der mangler i store dele af ejerledervirksomheder i SMV-segmentet, lyder vurderingen.

Artiklens øverste billede
Tom Lisberg Ewers har drevet kloakmester-virksomhed i 23 år uden nogen strategi. Han har for nyligt professionaliseret sin virksomhed. Foto: Carsten Snejbjerg

Mens benhårde budgetter og målbare strategier er hverdag i den øverste del af dansk erhvervsliv, er situationen stik modsat i den store underskov af ejerledede virksomheder, der udgør størstedelen af dansk erhvervsliv. 

80 pct. af alle danske virksomheder er ejerledede, men ifølge flere aktører og professorer med ekspertise i branchen, arbejder en stor del af især de små og mellemstore ejerledede virksomheder uden klare målsætninger eller budgetter. 

Det kan blive både dyrt og farligt i 2023, hvis de dystre prognoser med fortsat høje renter og risikoen for recession holder stik, lyder advarslen fra Frank Jensen, adm. direktør i virksomhedsmægleren Virksomhedsbørsen M+A.

»Det kan blive en konkursbombe under segmentet i 2023,« siger han.

Han bakkes op af Kasper Meisner Nielsen, professor ved Institut for ejerledede virksomheder på CBS, der forsker i strategiplanlægning og generationsskifte i virksomheder med under 250 medarbejdere. 

Hans forskning viser, at en fjerdedel af danske ejerledede virksomheder slet ingen strategi har. 28 pct. er i gang med at udvikle strategi, mens yderligere 17 pct. af virksomhederne har målsætninger, men ingen analyse eller grundlag bag.

»Vi begynder jo at kunne se, at vi måske bevæger os ind i en recession. Det bliver dyrere og sværere at tage lån. I sådan en situation er det vigtigt at kunne agere og ikke blot reagere. Det gør man bedst med en strategi. Så der er ingen tvivl om, at vi vil se et større antal af virksomheder gå konkurs i 2023,« siger han.

I Hedehusene i Storkøbenhavn ligger en af landets mange ejerledede virksomheder. Her har Tom Lisberg Ewers drevet Sydkystens Brolægning & Kloak igennem 25 år. 

Sidste år fik han en professionel bestyrelse. Før det havde han kørt sin forretning uden en nedskrevet strategi. 

»Det fyldte utroligt meget i mit arbejde, for alle beslutninger lå oppe i mit hoved,« siger Tom Lisberg Ewers. 

Ifølge tal fra CBS svarer næsten 90 pct. af adspurgte ejerledere i SMV-segmentet, at det er fokus på den daglige drift, der står i vejen for, at der bliver afsat tid til at overveje, hvilke ændringer i markedet man bliver nødt til at reagere på. 

Det driftsfokus genkender Tom Lisberg Ewers.

»Jeg havde simpelthen ikke tid til at sætte mig ned og få mine tanker om virksomheden og væksten ned på papir. Og selv hvis jeg havde gjort det, havde jeg ikke haft andre øjne på det end mine egne,« siger han. 

Ifølge Mette Neville, der er professor og leder af Center for små og mellemstore virksomheder ved Aarhus Universitet, er der flere faktorer, som skal være på SMV’ernes dagsorden i øjeblikket. 

»Geopolitiske udfordringer, følgerne af pandemien, og udsigten til økonomisk recession presser SMV’erne, og samtidig skal man forholde sig til megatrends som digitalisering og grøn omstilling. Verden bevæger sig ekstremt hurtigt, og den påvirkning, det har på forretningsmiljøet, kan man ikke drifte sig ud af,« siger hun.

Der er altså både krisestyring og strategiarbejde, som de ejerledede virksomheder skal forholde sig til. Og det er en udfordrende cocktail, fortæller Mette Neville.

»Det betyder, at ejerlederne forståeligt nok er endnu mere fanget i driften, end de har været før. Men strategi er nødvendigt for at fremtidssikre virksomheden, f.eks. i lyset af den grønne omstilling.«

Det har betydet »en verden til forskel« for Tom Lisberg Ewers at have ansat en bestyrelse, som i dag holder skarpt øje med risikovurdering af kunder og virksomhedens likviditet. Så kan han og de 12 ansatte have deres primære fokus på det, som han bedste kan lide ved at drive virksomhed; driften.

Ifølge Mette Neville stopper arbejdet ikke, når strategien er nedfældet. Tværtimod. For det er også afgørende, at organisationen bag virksomheden er i stand til at realisere strategien. 

»Strategien er ingenting værd, hvis organisationen ikke er gearet til at kunne eksekvere på den. Her fejler mange. Man er nødt til at have en ovn, der er stor nok til de brød, man slår op. Og så handler det om at prioritere,« siger hun.

Både Mette Neville og Kasper Meisner Nielsen peger på, at der under pandemien har været flere virksomheder, der er blevet holdt i live på grund af coronalån. Men de lån skal nu betales tilbage. Og det rammer på et uheldigt tidspunkt.

»De indikationer, vi har for konkurstallene i øjeblikket, og det faktum, at mange af disse virksomheder er ved at afvikle deres covid-lån, mens der er økonomiske udfordringer, gør, at jeg selvfølgelig er bekymret for SMV-segmentet. Men samtidig har jeg meget stor tillid til ejerledere. De har historisk vist, at de er meget dygtige til at omstille sig,« siger Mette Neville.

»Vi har allerede set virksomheder, der har 100 år på bagen, der går på røven, fordi de ikke får betaling og ikke har likviditeten til at stå imod,« siger Tom Lisberg Ewers. Foto: Carsten Snejberg

Tom Lisberg Ewers er ikke i tvivl om, at han kan gå 2023 i møde med mere ro i maven, end hvis han ikke havde fået igangsat arbejdet. 

Det er der dog mange af hans kollegaer, der endnu ikke har.

»Jeg kan jo se, at mange af mine kollegaer, der ikke har en professionel bestyrelse, budgetter eller har igangsat digitalisering, får det svært. Vi har allerede set virksomheder, der har 100 år på bagen, gå på røven, fordi de ikke får betaling og ikke har likviditeten til at stå imod,« siger Tom Lisberg Ewers.

Ifølge Mette Neville har mange ejerledere været vant til at tegne retningen for virksomheden igennem mange år. Det kan være svært at skulle uddelegere ansvar, fortæller hun. Sådan har det også været for Tom Lisberg Ewers. 

»Uanset om vi skulle købe en skruetrækker eller skrive en fridag til en medarbejder i systemet, gik det igennem mig. Alt gik igennem mig i 24 år. Nu forsøger vi at sikre, at denne virksomhed kan køre uafhængigt af mig,« siger han. 

Og det har gjort det sjovere at være ejerleder, fortæller kloakmesteren, men også skabt et bedre grundlag, hvis krisen skulle komme. 

»Det har givet mig en øget omsætning og et øget dækningsbidrag. Altså en mere robust virksomhed.« 

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.