Topchef er færdig i milliardkoncern efter et år og 17 dage
Axcels vikarkoncern Edda Group har sagt farvel til topchef Rune Myrseth, der har fratrådt sin stilling efter et år på posten. Ny adm. direktør er Thomas Glerup.
Axcel har sagt farvel til topchefen i kapitalfondens store nordiske vikar-satsning.
Det drejer sig om milliardkoncernen Edda Group, hvor adm. direktør Rune Myrseth ifølge erhvervsdatabasen BIQ har fratrådt sin stilling efter et år og 17 dage på posten.
Rune Myrseth blev hentet ind som topchef i Edda Group i januar 2022. Det var efter, Axcels vikarkoncern havde overtaget norske Eterni, som Rune Myrseth selv stiftede tilbage i 2011.
Edda Groups bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst oplyser i en pressemeddelelse, at vikarkoncernens tidligere driftsdirektør Thomas Glerup er blevet udpeget som ny adm. direktør.
Om den afgående topchef udtaler bestyrelsesformanden:
»Jeg vil gerne takke Rune Myrseth for hans betydningsfulde bidrag til at skabe en førende nordisk virksomhed. Med den nye konstellation positionerer vi Edda Group stærkt i det nordiske marked, hvor vi vil fortsætte med at vokse gennem organisk vækst og opkøb.«
Erhvervsmediet Børsen har haft fat i Jeff Gravenhorst for at høre, om der er tale om en fyring.
»Der er tale om, at vi hele tiden kigger på, hvem der er bedst til at lede virksomheden, og så vælger vi. Nogle gange er det bestyrelsen, andre gange er det ikke. Jeg kommer ikke til at sige mere om det, for Rune Myrseth er en super god mand, der har gjort det godt. Vi mener nu, at det er Thomas (Glerup, red.), der skal tage det næste skridt med virksomheden,« siger Jeff Gravenhorst til Børsen.
Axcel, der er den største danske kapitalfond, indledte sit vikareventyr i 2020 med overtagelsen af de tre vikarbureauer Moment, Teamvikaren og Protemp.
Ambitionerne var af skabe en markedsleder i Norden gennem en række opkøb, og koncernen omsætter nu for over 2 mia. kr. Ifølge Børsen er det selskabets ambition at nå en omsætning på 5 mia. kr. under Axcels ejerskab.
Edda Group har 350 medarbejdere fordelt i 24 byer i Norden. Sidste år beskæftigede koncernen mere end 25.000 vikarer og konsulenter i Danmark, Norge og Sverige.