Fortsæt til indhold

Blackstone-boss Steve Schwarzman går ud af året med rekordhøj milliardgevinst

Trods den omfattende økonomiske krise, der har præget verden det seneste år, kunne Blackstone-topchefen Steve Schwarzman gå ud af 2022 med en rekordstor indtjening.

Steve Schwarzman er en af medstifterne af Blackstone, der i dag er vokset til at være en af verdens største kapitalfonde. Foto: REUTERS/Gary He/File Photo
Finans

2022 var i den grad et år, der var præget af økonomisk krise og usikkerhed. Det er dog imidlertid ikke sikkert, at topchef og medstifter af den enorme amerikanske kapitalfond Blackstone, Steve Schwarzman, lægger synderligt mærke til det, når han kigger på sin egen bankbog.

Han er nemlig gået ud af 2022 med en rekordhøj indtjening. Det skriver Reuters.

Steve Schwarzman kunne således se 1,26 mia. dollars - svarende til ca. 9 mia. kroner - løbe ind på kontoen i løn og udbytte i 2022. Det er den adm. direktørs hidtil mest indbringende år nogensinde.

Størstedelen af Schwarzmans indtjening kommer fra udbytte, idet det udgjorde ca. 1 mia. dollars af de i alt 1,26 mia. dollars - svarende til ca. 79 pct. Det anslås, at Schwarzman i alt ejer ca. 20 pct. af Blackstones aktier. De resterende 260 mio. dollars af indtjeningen er således enten løn eller bonusser.

Til trods for den store udbetaling til Schwarzman, var 2022 ikke entydigt et godt år for Blackstone, der anses som verdens største kapitalfond. Ganske vidst steg indtjeningen med 7 pct. for året, men kapitalfondens aktiekurs er også faldet med ca. 30 pct. det seneste år.

Steve Schwarzman var også selv i vælten i 2022. Han skabte nemlig røre, da han offentligt trak sin støtte fra Donald Trumps præsidentkampagne, som han ellers havde støttet og doneret flittigt til siden 2016. I stedet ytrede han, at det Republikanske Parti burde finde en anden kandidat.

»Amerika klarer sig bedst, når dets ledere er forankret i dag og i morgen. Ikke i dag og i går,« udtalte Blackstone-chefen i november.

Ifølge Forbes har Steve Schwarzman en personlig formue på 28,1 mia. dollars, hvilket gør ham til verdens 47. rigeste person.