Medie: Bank udbetalte bonusser timer før kollaps
Visse medarbejdere i den krakkede amerikanske bank Silicon Valley Bank var heldigere, end bankens kunder.
Få timer før Silicon Valley Bank kollapsede fredag, fik udvalgte medarbejdere udbetalt en bonus fra banken.
Det skriver mediet Axios, der har talt med flere anonyme kilder, og er blevet citeret i flere internationale medier bl.a. Reuters.
Datoen for udbetalingen af bonusser var fastlagt for længe siden, og faldt tilfældigvis sammen med netop den dag, banken blev overtaget af de amerikanske myndigheder som følge af kollaps.
Bonusserne var for det arbejde, der var blevet gjort i banken i 2022.
Det var dog ikke alle bankens medarbejdere, der nåede at få glæde af bonusudbetalingen i 11. time. Bankens medarbejdere i afdelinger i andre lande, har til gengæld fået sig en lang næse. De var nemlig først sat til at få deres bonusser udbetalt senere denne måned, og nåede derfor ikke at få noget.
Flere af bankens medarbejdere fik fredag en mail fra de amerikanske myndigheder med tilbud om at fortsætte deres arbejde i det resterende dele banken de næste 45 dage.
Lønnen ville blive halvanden gange højere, end deres normale løn.
Et sådan tilbud er standard procedure, som en del af resolutionsprocessen, fortæller en talsmand fra de amerikanske myndigheder, Federal Deposit Insurance Corporation (FDIC) til mediet Axios.



