Fortsæt til indhold

Bankkollaps kan koste danske virksomheder

Kollapset i SVB kan komme til at gå ud over tech-iværksættere verden over – også i Danmark.

Kunder, der fredag ønskede at trække deres penge ud af Silicon Valley Banken, gik forgæves. Foto: Reuters/Krystal Hu
Finans

I Californien skælver iværksættere ved tanken om, hvordan de skal betale deres regninger og lønninger, efter Silicon Valley Banks (SVB) kollaps i fredags.

Men bankens kollaps kan også komme til at gå ud over danske tech-iværksættere.

SVB, hvis kunder hovedsageligt var tech-virksomheder, havde grene ud i både Kina, Tyskland, Indien, Israel, Sverige og Danmark.

Det har fået 180 ledere af tech-virksomheder til lørdag at sende et brev til den britiske finansminister Jeremy Hunt, hvor de udtrykker bekymring for at banken uden statslig indgriben kan komme til at trække store dele af startup-miljøet med ned i faldet verden over.

Samme dag diskuterede den britiske finansminister situationen med Bank of England, mens det britiske finansministerium holdt møder med ramte virksomheder.

Det skriver Bloomberg.

Kollapset rammer på et tidspunkt, hvor startup-virksomheder i forvejen har været pressede af bl.a. den stigende inflation.

Nyheden om, at de amerikanske myndigheder fredag overtog banken, fik kunder til at troppe op foran bankens filial i Californien i et forgæves forsøg på at få deres penge udbetalt.

De amerikanske myndigheder dækker tab op til 250.000 dollar - cirka 1,76 millioner danske kroner., men eventuelle overstigende indestående er altså tabt.

I Danmark dækker garantiformuen både private og juridiske personer, dvs. selskaber. Det dækker dog kun op til ca. 750.000 kr. for indskud. Det gælder dog kun for kunder i danske pengeinstitutter.

Tech-iværksætterne må holde vejret lidt endnu. Mandag vil det vise sig, om de amerikanske myndigheder har haft held med at finde en køber af banken.

Artiklens emner
Banksektoren
It-industrien