Aldrig set før: Penge forsvinder fra banker i rekordtempo
Februar bød på det største fald i indlånet for banker i eurozonen, der nogensinde er registreret. Anderledes ser det ud i Danmark.
Kunderne har reduceret deres indlån i de europæiske banker i et tempo, der aldrig er set større i eurozonens historie. Alene i februar svandt indlånet med 71,4 mia. euro svarende ti 530 mia. kr., viser data fra Den Europæiske Centralbank (ECB).
Det er det største fald i statistikkens historie, som går tilbage til 1997. I denne periode er indlånet kun faldet i 29 af de 305 måneder, som statistikken dækker.
Faldet i årets anden måned kommer, efter at indlånet også har været faldende i de fire foregående måneder. Samlet set er indlånet de seneste fem måneder dykket med 1.608 mia. kr.
Faldet i indlånet fandt sted, før Silicon Valley Bank i USA kollapsede som følge af et decideret bank run, hvor kunderne trak penge ud, og altså også inden Credit Suisse i Schweiz blev overtaget af UBS i en form for tvangsægteskab.
En bankekspert er ikke bekymret over det massive fald i indlånet hos de europæiske banker.
»Det er forventet. Den Europæiske Centralbank (ECB) sendte under coronapandemien ekstra penge til bankerne, som de så kunne låne billigt ud til deres kunder for at holde gang i økonomierne. Disse ekstra penge ryger nu stille og roligt ud af systemet,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.
Det er de såkaldt TLTRO’ere, som bankesksperten henviser til. Det er penge fra ECB, som bankerne billigt kunne hente, hvis de blev sendt videre ud til kunderne for at understøtte forbrug og investeringer.
Danmark var ifølge eksperten ikke omfattet af udlånsprogrammet.
»Det er derfor, man ikke ser det samme indlånsfald i danske banker,« siger Lars Krull med henvisning til, at tal fra Nationalbanken viser, at det samlede indlån i de danske pengeinstitutter er steget i løbet af de to første måneder af 2023.