Midt i bankkrise: Kina undersøger topbanker for korruption
Kina vil nu igangsætte en enorm anti-korruptionsundersøgelse af mere end 30 af landets største banker og virksomheder. Undersøgelsen kommer midt i en global bankkrise.
Den globale bankverden er i disse uger ramt af alvorlig uro, efter den amerikanske tech-bank Silicon Valley Bank (SVB) kollapsede i starten af marts, og blot halvanden uge senere måtte den schweiziske storbank Credit Suisse så opkøbes af rivalen UBS efter alvorlig aktienedgang for at undgå samme skæbne som SVB.
Nu har de mørke skyer så tilsyneladende også trukket sig ind over det kinesiske bankmarked.
I mandags annoncerede den kinesiske regering nemlig, at de vil igangsætte en ny runde af deres store korruptionsundersøgelse af nogle landets største banker og finansielle virksomheder. Det skriver South China Morning Post.
I alt skal mere end 30 helt eller delvist statsejede banker, forsikringselskaber og energivirksomheder undersøges, heriblandt China Investment Corp, China Development Bank, China Everbright Group og PetroChina.
Blandt andet er den tidligere topchef for China Everbright Group, Li Xiaopeng, under mistanke for »alvorlige overtrædelser af lov og disciplin« skriver det kinesiske kommunistpartis anti-korruption organ, Centralkommissionen for Disciplininspektion, på deres hjemmeside.
Undersøgelsen er en del af præsident Xi Jinpings omfattende anti-korruptionskampagne, der siden han kom til magten i 2012 blandt andet også har gransket den kinesiske sundhedssektor, kommunistpartiet og militæret. Mere end en million mennesker er blevet straffet for korruption som følge af kampagnen.
Ifølge Neil Thomas, der er ekspert i kinesisk politik ved tænketanken Asia Society Policy Institute, kan timingen for undersøgelsen dog ramme de finansielle markeder hårdt, da de allerede er præget af stor uro som følge af blandt andet bankkrisen.
»At Xi slår ned på bankerne kan skade forretningsstemningen blandt både indenlandske og udenlandske investorer, hvoraf mange allerede er nervøse for det politiske miljø. Xi ønsker både at genoplive den kinesiske økonomi og styrke partiets ledelse af det private erhvervsliv. Disse mål udelukker ikke hinanden, men sidstnævnte vil sandsynligvis begrænse førstnævnte,« siger han til CNN.
Det er således også store spillere, som de kinesiske myndigheder vil undersøge. Ifølge CNN har de kinesiske banker og forsikringsselskaber nemlig aktiver til en værdi af over 60 billioner dollars, svarende til 340 pct. af Kinas årlige BNP.

